|
|
Søndag på Co2penhagen Festival bød på lidt bedre vejr end lørdagen og musikere, der tilpassede deres shows den meget afslappede stemning. De oppustelige plast-sofaer var rykket frem til den store scenes yderområde, så der blev chillet i den helt store stil til det rimelig imponerende opbud af kunstnere. (Foto: Guillaume Durand)
Således må f.eks. fans af Mikael Simpson, Szhirley og Grand Avenue hermed gerne notere sig, at de gik glip af noget særligt, hvis de ikke var på CO2penhagen søndag d. 7. september 2009. For denne sensommerfestival-søndag i Lyngby var meget, meget langt fra, hvad man ser på en smattet Roskilde-søndag. Dette var til sammenligning en havefest med luxuriøse intim-koncerter suppleret med lidt frivillig fysikundervisning og økologisk øl og mad. Det lyder sært, men tilsyneladende nød stjernerne det lige så meget som publikum. Faktisk sad Mikael Simpson en god del af koncerten på scenekanten, kiggede sine tilskuere i øjnene og improviserede dele af teksterne.
Konceptet er ikke lige så vattet som Danmarks politik om at sælge opsparede CO2-kvoter til andre lande, så de kan forurene i stedet for os. Al energi til festivalens lys og lyd blev genereret på stedet. Og al affald behørigt sorteret. Og med hensyn til drinks-baren var tilgangen endnu mere direkte: de våde varer blev simpelt hen nedkølet i et køleskab, udelukkende drevet af udstødningsgasserne fra en traktor, der fra en stor tank biobrændsel ved sin side producerede elektricitet til scenerne. Man kan lave køleskabe på mange måder, og der er en lektie i at tænke tilbage på, at CFC-gasserne faktisk var et enormt teknologisk fremskridt, da de blev introduceret. Før deres tid kunne man dø, hvis der gik hul på ens køleskab om natten. Men mange år senere fandt man ud af, de desværre lavede hul i ozonlaget.
Lidt lige som vi først efter mange års intens brug af fossilt brændstof har erfaret, de bringer fatal ubalance i atmosfæren. Vi skyndte os at opfinde afløsere til CFC-gasserne og fik næsten lukket hullet i ozonlaget. Så hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det samme igen og standse den globale opvarmning? Den sekundære morale er, at man skal passe på med at være for teknologi-naiv. Historien beviser intet, men lige så meget som den kraftigt tyder på, at vi vil gøre fantastiske opfindelser i fremtiden, så vi løser mange af nutidens problemer, tyder den samtidigt på, at disse fremtidsteknologier vil medføre nye problemer.
Senere på aftenen gav Lars H.U.G. en koncert, der helt sikkert kunne omvende eventuelle H.U.G.-skeptikere til H.U.G.-aktivister. På den indendørs scene kan DTU lave rigtig god lyd, og der var også sørget for et flot og stemningsfuldt - og strømbesparende - lysshow. Det udnyttede Lars og hans to musikanter til at indfange deres publikum i nærved total benovelse. Også Dúné skal nævnes for at levere en koncert med maksimal engagement. Topkarakter.
Når man så havde fået musik nok, kunne man lunte over i madteltet og få stillet sulten. Her blev leveret førsteklasses festival-spiselse af den københavnske, økologiske restaurant BioM og økologisk øl fra Ørbæk Bryggeri. Især må deres burger fremhæves som fremragende og perfekt at indtage til sin rockmusik. Hvorfor økologisk, spørger du måske? Fordi man, hvis man kun vil gøre én ting for at mindske CO2-udslippet fra sit personlige forbrug, skal spise økologisk. I forhold til konventionel mad sparer man nemlig herved oceaner af fossile brændstoffer, der ellers var forbrugt i fremstillingen af pesticider og kunstgødning. (Dette var ikke en opfordring. Man bør naturligvis heller ikke hæmningsløst flyve jorden rundt flere gang om året bare fordi man har råd til det.)
En stor tak til arrangørerne for dette unikke arrangement. Og held og lykke med at udvikle vores CO2-neutrale fremtid, DTU-nørder. I er for seje!
