|
|
"Trold kan tæmmes" er historien om en mand, en kvinde og deres parforhold, det er historien om lidenskab, galde og kompromis. Katharina er den olme kvinde, der skal tæmmes af den snu Petruchio, og hun skal fanges af sin egen medicin. Odense Teater opfører en af Shakespeares bedste komedier, men oplevelsen bliver desværre til tider lidt tam. (Foto: PR-foto, Odense Teater)
Skønjomfruen Bianca sidder i sit jomfrubur. Men det er ikke lavet af guld, eller båret af uskyldens vinger. Buret er af træ, og det holdes oppe af et reb. For enden af rebet står en vred og råbende kvinde. Hun hedder Katharina og er søster til skønjomfruen. Den ene vil så gerne være frue, den anden synes at være tilfreds med tilværelsen som furie.
Skal Bianca giftes, så skal furien dog afsættes først, og det er startskuddet for denne klassiske komedie, hvor forvekslinger og forklædninger fører til ægte kærlighed. Bejlerne er mange, men da den unge Lucentio forelsker sig, sætter han alle sejl ind på at vinde Biancas hjerte. Den pengegriske Petruchio tager samtidig opgaven på sig at tæmme den rebelske Katharina - kat, kattedyr og kattekvinde. Men katten er et lunefuldt væsen, som ikke sådan kan indfanges. Petruchio må bruge al sin snilde og forstilte galde på at få et fruentimmer ud af furien. Men til sidst bliver hun som ler i hans hænder.
Den underdanige kvinde er ikke lig nutidens ideal. Katharinas enetale til slut i stykket, hvor hun priser manden og lader sin egenrådige galde blive afløst med enfoldig glæde passer ikke til samfundet i dag. Derfor har Odense Teater og Jens August Wille lagt en fin, lille ekstra fiktionsramme omkring Shakespeares komedie. Før lavkomikken, sprogduellerne og kærlighedskonflikterne træder ind på scenen i klassiske (og lidt for åbenlyse) renæssancekostumer, befinder vi os i nutiden. En mand sidder ved sin computer og har måske, måske ikke skriveblokering. Hver gang han gør tiltag til at skrive, græder en baby. Stofbleen kastes over skulderen, og pligten kalder. Familiepligten, faderpligten. En pligt, der er ikke-eksisterende for Shakespeares Petruchio. Han elsker måske nok Katharina oprigtigt og blindt, men han er blind for hendes behov.
Spørgsmålet er altså, hvordan man tæmmer et moderne publikum med en outdated problemstilling. Odense Teater har, bortset fra rammefortællingen, valgt at lægge en gængs stil i deres fortolkning. Den er tro mod kostumer og lavkomik, som man kunne finde det på Shakespeares tid. Perversiteter var pøbelens foretrukne. Det lader det til stadig at være, for de største grin brød ud, når underlivet blev inddraget i handlingen. Men under kropslig komik ligger et smukt, kækt og vittigt sprog, som udgør komediens kerne. Niels Brunses oversættelse fortjener klappende hænder, og ikke kun en klør fem på de ædlere dele.
Brunse tæmmer altså Shakespeare. Og det gør skuespillerne også. Især Peder Dahlgaard spiller Petruchio på en fræk og kæk måde. Og det slår gnister, når han og Mette Maria Ahrenkiel går i krig. Hun mestrer både trold og tålmod. Dog er det som om, at man ud over Katharina og Petruchio ikke helt har evnet at finde balancen mellem komik og plathed i figurerne, men det er jo måske egentlig mere iscenesættelsens ærinde. Og der kunne man godt ønske sig en mere skarp fortolkning og fornyelse af stykket. Ligesom den unge Bianca sættes Shakespeares komedie altså fast i et jomfrueligt bur, hvor man ikke må pille eller udforske. Der er opfindsomme og sjove tiltag undervejs, men det bliver en lidt for pæn og folkelig udgave, som leveres for publikum. Trold kan tæmmes viser ikke længere tænder, den er - ligesom Katharina - blevet en anelse for tam.
Odense Teater: Trold kan tæmmes
