"Træt af kunst" er en kunstthriller af Thomas Lagermand Lundme, hvor vi følger en afdanket skøjtedronning, der vil slå ihjel for at beholde sin plads på scenen. Mere overordnet tematiserer stykket kunstens rolle og ansvar i samfundet. Gode skuespilpræstationer hjælper stykket langt hen ad vejen, selvom indtrykket er lidt rodet. (Foto: Henrik Stenberg)
I stykket møder vi en flok andenrangsskuespillere backstage. Pointen er dog ikke, at vi skal underholdes med det lidet flatterende og alt andet end magiske billede af, hvad der sker bag scenen. Snarere prøver Thomas Lagermand Lundme at rejse en række spørgsmål om kunstens væsen, relevans og det katastrofale i, når kunsten tier stille og lader sig kue.
Kimmie, engang en lovende skuespillerinde, er landet på sin karrieres endestation. Det drejer sig ikke længere om kunst, men om overlevelse. På den måde bliver Kimmie billedet på den fallerede kunst, der lader sig undertrykke af den diktatoriske teaterdirektør. Da en ny kunst gryer, føler hun sig så truet, at hun tilintetgør den for ikke at skulle konkurrere med den. En pointe, der understreges ved mødet med en pistolsvingende Andy Warhol.
Teaterdirektøren er en moderne Hitler, der har forstand på krig og ikke på kunst - underforstået, at han burde holde sig væk fra den, med en hilsen til kulturpolitikken i dagens Danmark. Der er også en hilsen til Adrian Hughes og smagsdommerne, der ikke kommer med sandheder, men kun gentagelser. Og pludselig er vi sprunget fra Hitlers til vore dages Wien, og så får kælderrummet, der nævnes flere gange, med ét en hel ny betydning.
Træt af kunst er spækket med pointer, som desværre ender med at overdøve hinanden, så man sidder tilbage med et lidt konfust indtryk. Er budskabet bare: Fingrene væk fra kunsten? På samme måde med genren: Er det en thriller eller en farce, vi ser, en komedie, et psykologisk drama eller en kunstpolitisk satire? Stykket kan lidt af det hele, men desværre ingen af delene fuldt ud.
Der er mange sjove indfald i Træt af kunst. Sølvlamellerne er med til at forlene slutscenen med et drømmeskær, som understøtter de meget surrealistiske hændelser på scenen. I det hele taget er scenografien meget vellykket i forhold til dens enkelhed. Men der er lidt for mange gange, hvor man undrer sig over, hvad der foregår på scenen, og hvorvidt det bidrager til stykket eller bare til at øge forvirringen.
Aftenens højdepunkt er Charlotte E. Munksgaard som den dumme blondine, vulgær, fordrukken og komplet hjælpeløs, der undervejs forvandler sig til et skrøbeligt væsen på randen af forfølgelsesvanvid.
Alt i alt er Træt af kunst en underholdende fortælling med meget på hjerte og tilstrækkeligt med uventede og skøre påfund til, at man ikke keder sig i de 5 kvarter, den varer.
Får302: Træt af kunst
Se spilletider
