More news

 
Theatre
Les Misérables på Det Ny Teater

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Les Misérables på Det Ny Teater
Fri 18 Sep 2009


"Les Misérables", der er blevet en klassiker blandt musicals, er nu også nået til Det Ny Teater i en dansk oversættelse. Opsætningen, der, som reglerne foreskriver det, minder meget om tidligere udgaver, gøres yderst seværdig og ikke mindst til en stor musikalsk oplevelse gennem de velcastede solister og et særdeles dygtigt ensemle.

Man ved at kvaliteten af en musicalopsætning er i top, når man allerede i løbet af den første scene kan mærke de små hår på armene rejse sig. Og det var netop tilfældet med åbningsscenen i Les Misérables på Det Ny Teater.
I prologen med sangen "Se ned, se ned" var det især de helt korte soloindsatser fra de mandlige ensemblemedlemmer, som var den direkte årsag til den mistede kontrol over kropsbehåringen.

Det Ny Teater er kendt i det ganske danske land for deres storslåede musicals. Les Misérables er ingen undtagelse. Med vanlig (selv)sikkerhed slog teatret dørene op for deres fortolkning af den kendte og (af mange) elskede forestilling.

Det er ofte sådan med Les Misérables, at mange blandt publikum kender musicalen og har set den mindst en gang tidligere. Derfor sidder store dele af tilskuerne også altid spændt og venter på en helt bestemt sang i 2. akt. De venter på at få svar på, om denne opsætnings hovedrolleindehaver kan leve op til forventningerne. Mange har fejlet, og der er meget få mennesker, som er i stand til at synge "Bring him home" - eller "Bring ham hjem" som den hedder i den danske oversættelse - på en tålelig måde. Flemming Enevold kan. Og han gør det ovenikøbet beundringsværdigt sikkert og godt.

Ligeledes blev Eponines sang "Alene nu igen" både smukt og fejlfrit fortolket af Maria Lucia Heiberg Rosenberg, der generelt var meget velspillende og velcastet til rollen som den unge Eponine.

På den mere negative side skal det nævnes, at det i perioder var meget vanskeligt at forstå teksten. Det gælder både på ensemblestykkerne, men bestemt også i en hel del af solisternes partier. Deres timing var simpelhen ikke præcis nok og ordene flød.

Det vækker også undring, at Det Ny Teater har valgt at bruge så mange svenske musicalperformere i en dansksproget opsætning. Især når der nu faktisk findes en temmelig stor talentmasse af danske sangere og skuespillere, som man kunne have taget med.

Men selvom overnstående kan lyde negativt, så er dommen stadig positiv. Det er i høj grad de store sangmæssige præstationer, der dominerer forestillingen.

Mange burde nævnes, men pladsen er knap. Der skal dog være plads til at understrege, at udover både Flemming Enevold og Maria Lucia Heiberg Rosenberg, som allerede har været omtalt, så leverer Morten Staugaard fremragende sangpræstationer i rollen som Javert - hvor man tydeligt kan høre (og forstå!) hvert enkelt ord. Og også Johannes Nymark, der spiller Marius, udviser et enormt sangtalent, som det bliver interessant at høre mere til. Endvidere brillierer Steen Springborg med sin fortolkning af den lumske krovært Thenardier.
Sidst men ikke mindst, så er det et utroligt stærkt enesemble, der både på det skuespilmæssige og det sangtekniske plan er med til at trække Les Misérables op på et niveau, hvor det er lige før man kan høre noget ringe i det fjerne.

Foto: Henrik Stenberg

Det Ny Teater: Les Misérables

Se spilletider