More news

 
Literature
90'er bogen

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
90'er bogen
Fri 23 Oct 2009



"90'er bogen" har undertitlen "fortællinger fra det sjove årti", og det er nok at tage munden for fuld, men der er da underholdning til en halv søndag Ditte Gieses retirade af raveparties, ironisk distance og Buffalosko. Med mere fortælling på mindre plads kunne man have konsumeret en hel søndag på frk. Gieses bekostning, debat inklusive.

Ditte Giese er sjov og skriver godt. Det er to gode egenskaber, når så relativt et tamt årti som 1990'erne skal nedfældes i bogform. Introen beskriver 90'erne forjættende som "..en uskyldig tid at være ung i. En glad tid. Jeg definerer 90'erne som mellem murens fald i 1989 og tårnenes fald i 2001, da det er vor tids to yderpunkter for den vestlige horisont og kultur."

Således den historiske indramning af 90'erne, der skal blive afgrænset yderligere i et geografisk fokus med epicenter i København. Dermed bliver 90'er bogen meget konkret - den beskriver hvad og hvor 90'erne var i København, men ikke så meget hvem. Tidligere generationers frontløbere har haft navne og cpr-numre, men i denne tour de force gennem et nyligt overstået årti synes hovedlinjerne i den psykiske manifestation at tegnes gennem et net af opremsede popgrupper, tv-serier og quizshows med dertil hørende obskuriteter. Fysisk gennemgås in-steder og modetendenser (undskylder brugen af begrebet 'tendens', der ifølge 90'er bogen er så udpræget.. ja, 90'er-agtigt), og i længden bliver det som at orientere sig i 10x12 numre af Bo Bedre og 10x12 numre af Euroman/-woman.

Til Ditte Gieses store ros og ditto forsvar skal det understreges, at 90'er bogen også rummer skarpskudte analyser af tiden; en karakteristik af en ungdom, der er franarret ethvert samfunds- eller forældreoprør, fordi selve grundlaget er fraværende i overfloden af velstand og smertelig erkendelse af, at man alligevel ikke kan nappe mor og far på målstregen, for deres indsigt i sex og stoffer lader sig dårligt overgå!

Men der er vel stadig sløjfer tilbage at binde på fortællingen om generationen mellem muren og tårnene? Som eksempelvis dén, at de mandschauvinistiske hiphoppende graffitimalere gik hen og blev vor tids dygtige og revolutionerende webdesignere og AD'ere. Eller at der med inspiration fra rapkulturens jamsessioner blev skabt en parallel i eksempelvis poetry slam, der har formet en ny forfattergeneration med stor, international succes?

Det ville naturligvis gøre ondt, hvis man som barn af sin tid skulle acceptere 90'erne for, hvad de måske i virkeligheden var - en screensaver og pauseknap, inden verden igen gik af lave. Så på sin vis har Ditte Giese ret. Det var det sjove årti. Men også særdeles forglemmeligt. Internettet undtaget, naturligvis..

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Ditte Giese: 90'er bogen - Fortællinger fra det sjove årti
Forlag: Gyldendal
ISBN: 9788702079500