|
|
Forestillingen "Guitaristerne" vandt i 2006 en Reumert for "Årets store, lille forestilling". Forestillingen tager udgangspunkt i den store sanger John Hansens død, hvilket afstedkommer, at fire dedikerede fans vil holde en mindekoncert for deres idol. Først skal de dog lige blive enige om, hvilke sange der skal spilles, og det er ikke nemt. (Foto: Morten Fauerby)
De fire guitarister Gregers, Grethe, Kim og Hesselhud mødes foran John Hansens hus efter begravelsen af den store musiker. De har bestemt, at de vil holde en mindekoncert, hvor de vil spille nogle af John Hansens sange, de skal bare lige være enige om, hvilke sange, der skal vælges ud af den store sangskat, John Hansen efterlader. De fire er bestemt ikke enige, og mere end en gang er hele projektet ved at falde til jorden, fordi en eller flere ikke vil være med mere.
Koncerten kommer til at bestå af i alt 10 sange med tekst af Line Knutzon og musik af Jens Hellemann. Sangene afspejler John Hansens liv fyldt med misundelse, nabostridigheder, økonomiske problemer og meget lidt glæde. Det er umuligt ikke at komme til at tænke på de legendariske Svantes viser.
Selv om de fire guitarister er samlet for at mindes John Hansen, kommer forestillingen ikke til at handle ret meget om ham. Musikken i sig selv siger selvfølgelig noget om, hvad John Hansen var for en mand, men sangene fungerer mere som en baggrund for at kunne vise fire meget umage mennesker frem. Hesselhud, spillet af Lars Simonsen er et utroligt sammensat menneske, det ene øjeblik opfører han sig som en femårig, der ikke får sin vilje, det næste øjeblik giver han den som passioneret protestsanger, hvorefter han bliver sur, fordi han har smadret sin guitar. Grethe (Susanne Saysette) er indbegrebet af moderlighed, men hvis hun ikke får sin vilje kører hun løs på den dårlige samvittighed. Gregers (Martin Geertz) er i begyndelsen lidt mere glat i det, han virker udadvendt og lidt smart, men man fornemmer forvirringen under overfladen, og som tiden skrider frem, viser han sig at være meget blød med let til tårer.
Forestillingens clou er Marie Mondrup i rollen som Kim. Efter sigende havde hun aldrig rørt en guitar før denne forestilling, men det er svært at tro. Kim er indbegrebet af mærkelighed. Mærkeligt tøj, naiv, ingen situationsfornemmelse, vil gerne være alle tilpas og være med i fællesskabet. Marie Mondrup har en udstråling og opførsel på scenen, som suger opmærksomhed til sig. Hun bliver bare det naturlige midtpunkt, selv når det er en af de andre, som bevæger sig ud af en tangent.
Guitaristerne karakteriseres som musikalsk intimteater og fortæller en historie om skæve eksistenser, som forsøger at skabe et fællesskab og nå hinanden på trods af deres forskelligheder gennem det eneste, de har til fælles, nemlig John Hansens sange. Der laves sjov med de protestsange og mere eller mindre talentfulde musikere, som kom frem i 60'erne og 70'erne. John Hansens såkaldte sangskat består af nogle sange, der ikke rimer, og hvor versefødderne ikke passer. John Hansen fremstår som en person, med mange fejl og en særdeles vanskelig personlighed.
Forestillingen vinder mere ved sine temmelig karikerede personskildringer i form af de fire umage guitarister, end den gør ved dens musik. Det er først i gennem guitaristernes interaktioner, at forestillingen bliver interessant.
Svalegangen: Guitaristerne
Se spillertider
