"PPP - Pier Paolo Pasolini" fortæller den fantastiske og sande historie om den komplekse homoseksuelle italienske kommunist, poet, forfatter og filmskaber af samme navn. Stor tak til Claus Flygare m.fl. for at have gjort opmærksom på dette ekstreme, elskelige og multitalentfulde menneske. Et flot, spændende og på alle måder meget nøgent stykke. (Foto: Per Morten Abrahamsen)
Pier Paolo Pasolini var en kontroversiel figur i sin levetid (1922-1975): Han blev fyret fra sit arbejde som skolelærer pga. seksuelle forhold til flere af sine (drenge-)elever, for så at blive en af Italiens første åbent homoseksuelle. Han var søn af en fascistisk løjtnant, men vendte fascismen ryggen og blev glødende kommunist. Han blev sagsøgt af den italienske stat for sin første roman, og selvom han blev frikendt, blev der holdt nøje øje med hans arbejde fremover. Endelig blev han brutalt myrdet på en strand under omstændigheder, som aldrig er blevet afklaret, og som stadig giver anledning til spekulationer.
Det kan være nyttigt lige at have den baggrundsviden i hovedet, for PPP - Pier Paolo Pasolini holder sig meget tæt til Pasolinis liv, men glemmer måske, at det er de færreste, der kender ham herhjemme. I åbningsscenen smider Olaf Johannessen en håndfuld sand på gulvet og vrider sig så, som slået af en usynlig voldsmand. Hvis man kender forhistorien, er dette en næsten sublimt enkel måde at fortælle om hans død - og hvis ikke man kender den, fortæller den døde Pier Paolo heldigvis øjeblikket efter, at han er død, tævet ihjel på en strand. Så er alle med igen.
Efter en kort intro, hvor vi overværer et møde med hans unge elsker og en rasende afsked med faren, tager Pier Paolo til Rom sammen med sin mor. Her mødes han af en flok begejstrede mennesker, der viser sig at være forskellige dele af hans selv: En pædagog, en utopist, Jesus, Freud og Karl Marx. Disse fragmenter forbliver selvstændige skikkelser i hele stykket, og det er ikke bare vældigt originalt, det fungerer også utroligt godt.
Olaf Johannessen er særdeles velvalgt i rollen som Pier Paolo Pasolini. Han udtrykker al hans raseri, begejstring og maniske skaberkraft med stor indlevelse. Også Carsten Bjørnlund er skøn som Freud og den udsultede statist, der dør af forstoppelse for åbent kamera; men generelt er alle skuespillerne gode i deres mange forskellige roller.
I stykket følger vi tilblivelsen af Pasolinis film, fra de dystre Accattone og Mamma Roma, der skildrer livet i Roms slum blandt alfonser og prostituerede, til den religiøse Il vangelo secondo Matteo, og den freudianske Ødipus Rex, hvor han afprøver flere forskellige slutninger. Der er kun korte bidder af hver film, men alligevel får man et indtryk af den store spændvidde. Endelig når vi frem til rækken af seksuelt udsvævende film, og resten af stykket vrimler med nøgne, hoppende mænd på scenen. Det har krævet mod af instruktøren Minna Johannesson, men sandelig også af skuespillerne.
Engang imellem bliver forestillingen så abstrakt, at det er en tand for svært at afkode de indforståede scener, og slutningen er lidt langtrukken, men ellers er PPP - Pier Paolo Pasolini en flot hyldest med en vedkommende historie, en meget enkel og opfindsom scenografi og et hold dygtige, engagerede skuespillere.
NYAVENY_: PPP - Pier Paolo Pasolini
Se spilletider
