|
|
Oprindeligt var Eugene O'Neills stykke del af en planlagt cyklus på ni stykker med fællestitlen "A tale of Possessors Self-Dispossessed". Det er værd at huske, hvis man vælger at se den scenisk flotte opsætning 'Alverdens Rigdomme', hvor temaer ellers tabes i ordstrømme og mændene opsluges af kvinderne - indholdsmæssigt som symbolsk. (Foto: Natascha Thiara Rydvald)
Hvor er det synd og skam! Så meget kunne man have fået ud af Eugene O'Neills knap 100 år gamle stykke, More Stately Mansions, på dansk oversat til Alverdens Rigdomme, og så lidt er det blevet til, fordi Det Kongelige Teater har mistet dristigheden. Der er ellers temaer nok til en opdatering til nutiden - finanskrise, pengekarruseller, besidderiske mødre og koner, rivaliserende brødre og grådige ambitioner.
Men ak, forestillingen opføres som en ufortolket kalkering af manuskriptet, der udspiller sig under 1800-tallets industrielle revolution og omfatter kvinder iført kedsommelige krinolinekjoler. Publikum trækkes igennem en alt for teksttung - i betydningen, at der var for langt mellem de sproglige snapse - udgave af et ellers udmærket bud på et realistisk familiedrama.
Matriarken Deborah skal forvalte sin afdøde mands firma på bedst mulige måde og samtidigt navigere i sit had-/kærlighedsfyldte forhold til sine to sønner og sin ene svigerdatter. Alliancer dannes på kryds og tværs og med svingende intensitet, og det er da helt spændende at leve sig ind i de incestuøse relationer. En stærk Kirsten Olesen spiller en tragikomisk rolle som dominerende og dog svag mor i evig konkurrence med sin irske tæve af en naturligt stærk og totalt korrumperet svigerdatter, spillet af Ann Eleonora Jørgensen.
Økonomiske og emotionelle værdier skifter hænder samtidigt med magtbalancer, og de psykologiske forbindelser, der optræder som følge heraf, er fint afdækkede i denne danske udgave af More Stately Mansions. Men der er ikke skåret tilstrækkeligt ind til benet, selvom iscenesætter Jan Maagaard har holdt sin scenografi simpel for ikke at støje unødigt, ligesom han aktivt anvender intimscenens fantastiske virkemidler ved at udspille scener på den cirka gode meter, som kan møbleres foran tæppefaldet.
Oversættelsen er ligeledes ikke skarp nok - eksempelvis falder et "ej virkeligt, Deborah" bare ikke lige så afslappet ud som det amerikanske "really, Deborah". Mindst en tredjedel af teksten kunne med fordel helt være undværet, og vi havde haft et drøn af en forestilling på kun godt to timer med plads til at highlighte sproglige fornøjelser som for eksempel, at det "er lidt melankolsk at besøge sine drømme i lighuset". Kunne zappergenerationen ikke møde kvalitetsdramaet lidt mere i øjenhøjde? Eller omvendt..
Der blev arbejdet hårdt for formidlingen over scenekanten, men de to brødre spillet af Mads Nielsen og Martin Hestbæk kunne ikke leve op til de to kvinder, så der var feminin kvalitetsslagside fra begyndelse til slut.
I mødet med denne opsætning af Eugene O'Neills klassiker, var det helt uundgåeligt ikke at ønske sig en endnu mere bitter og skarp udgave opdateret til og udspillet i nutiden. Når nu stykket i sig selv holder og for en gang skyld kan gøres både relevant og vedkommende.
Det Kongelige Teater - Skuespilhuset: Alverdens rigdomme
