|
|
Alting smelter sammen i Naja Marie Aidts nye digtsamling. Et digterjeg møder sin egen fortid, sin nutid og fremtid i en blanding af minder, fantasier og drømme. New York er smeltedigelen, hvor Aidt har smedet sine digte. I New York blinker alting. Hos Aidt blinker ordene ikke, de skinner smukt og bestandigt.
Tre suiter. Tre adskilte dele om hjemløshed, hjemstavnsminder, identitet og savn. Tre dele som adskiller sig fra hinanden i form og rytme, men som hører sammen i tema. Tre suiter en suite. Og når man læser første suite, forestiller man sig sidste suites lyriske døre åbne sig og byde læseren velkommen.
Velkommen. Det skal man sige til nye folk i nabolaget. Eller egentlig welcome. For Naja Marie Aidt er flyttet til New York, og det er det, digtene kredser om. Hun lander ikke som en pilgrim på Plymouth Rock og skal skabe en tilværelse, hun ankommer som endnu en tilflytter til det nu fortættede land og lander på Newarks landingsbaner. Hendes rejse er i gang, eller egentlig hendes liv - nu skal hun bo her, leve her, være her.
At være i New York er ikke det samme som at være i Danmark. At være ude er ikke det samme som at være hjemme. Også selvom ude er det nye hjemme. Når man er ude, begynder man at tænke over liv, fortid, identitet og vaner. Man holder sig selv op mod en etableret orden; man er som barnet, der møder verden.
Første suite kredser derfor om barnets oplevelse af verden, der knyttes til oplevelsen af at være fremmed. Som barn føler man stærkt, og man føler meget. I en ny by føler man på samme måde, og man føler alting på én gang. Digterjeg'et møder sig selv som barn i situationer, hvor man er selvsikker, spændt, sur, bange, indelukket, drømmende, ligegyldig. Det er en centrifugalkraft, der aldrig stopper. Hjerte og hjerne blinker.
Anden suite problematiserer yderligere mødet med en anden kultur, men også de danske rødder, der i New Yorks optik virker rådne i den danske muld. I New York kan man alt, "Man kan få en tatovering, en burrito, sin skæbne / spået i kaffe, et kys på hånden af en gammel bokser.", men "Hvis du kommer til Danmark / kan du klæde dig ud som / wienerbrød /..indtil du bliver spist eller smidt ud..". I Danmark blegner mulighederne. Der skal man iklæde sig nationaldragten (wienerbrød er danish på engelsk) og vente på, at ens identitet bliver spist og fordøjet. I anden suite er Aidt trådt over tærsklen, og barndomstema er afløst af konkrete kultursammenstød og bybeskrivelser. Det svære farvel til fortiden er overstået. New York blinker.
Over sidste tærskel, og vi når til tredje suite. Her træder vi ind i et drømmeland, hvor USA, Danmark, De Vestindiske Øer og Grønland (Aidt er opvokset der) optræder i sammensmeltede billeder, og hvor "en sprække i loftet strækker sig / hele vejen fra Ribe til New York". Historie, minder, identiteter, lande og steder smelter sammen i en stream of consciousness, som flyder ind over digterjeg'et, der lægger sig ned og lader fortid, nutid og fremtid eksistere på samme tid. Alting blinker.
"Rim og remser er som modermælk", står der i anden suite. Naja Marie Aidt bor måske ikke mere på disse breddegrader, hun rimer heller ikke, men Alting Blinker er modersmål, når det er bedst. Aidt skriver om hjem, hjemløshed, fremmedfølelse, kulturkløfter og om at være. Hun skriver oprigtigt, billedrigt og smukt om rejsen til en ny by - ikke den konkrete rejse, men rejsen der begynder i selvet, når man bosætter sig i en anden kultur. Det handler om at finde hjem, om at være. Der er lidt Jægersk over hende, når hun skriver "OH at være et lille møgegern", men turen gennem de tre suiter gør hende godt. Hun ender med at tage en bid af det store æble og blot være.
Køb eller bestil bogen på saxo.com.
Naja Marie Aidt: Alting Blinker
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 71
ISBN: 9788702082456
