More news

 
Literature
Gryderet uden krydderi

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Gryderet uden krydderi
Tues 1 Jun 2010



Jens Blendstrups nye roman "Bombaygryde" er fortællingen om den unge mand Leif, der bliver meldt til militæret af sin far, og gennem adskillige mere eller mindre heldige tiltag forsøger at finde sin egen identitet. Læseren står tilbage med en lidt kedelig eftersmag af en gryderet, der ud fra navn og beskrivelse ellers virkede så lovende.

Bombaygryde handler om Leif, som taber et spil Matador til sin far, hvilket resulterer i, at han skal melde sig frivilligt til hæren. Således præsenteres fortællingen på bogens bagside. Men faktisk fylder denne historie kun ganske få sider i bogen, og nogen nærmere forklaring på, hvorfor Leifs far på den vis kan bestemme over ham, kommer forfatteren ikke med.

Størstedelen af bogen omhandler Leifs tid som rekrut i hæren på Bornholm. Det er fortællingen om en ung mand, der i den grad søger efter sin egen identitet, at han burde modtage en statuette for sine skuespilpræstationer. Leif afprøver diverse personlighedstyper og skifter hele tiden fokus. Rekruttiden i hæren bliver som en slags dannelsesrejse, hvor vores hovedperson når ud til adskillige yderpunkter. Først vil han ikke ind ved militæret. Så vil han være befalingsmand. Dernæst vil han stikke af fra hele molevitten.

Det er altid fascinerende at læse romaner, der implicit i en fængende og velskrevet historie formår at kaste om sig med intertekstuelle henvisninger. Men selvom Bombaygryde er rig på den slags referencer - ikke mindst i henvisningerne til Blendstrups tidligere udgivelser - så halter den egentlige fortælling lidt bagefter.

Ideen med at lade hovedpersoner fra den ene roman blive bipersoner i den næste er både spændende og effektiv, men må ikke være afgørende for fortællingen. Andre forfattere har tidligere og med langt større succes benyttet sig af dette kneb i deres romaner. Kender man forfatterens tidligere udgivelser, giver det fortællingen et ekstra lag, og har man aldrig tidligere læst noget at samme forfatter, er det underordnet, da historien i sig selv er det væsentligste. Hos Blendstrup forholder det sig omvendt, hvilket er en skam, da bogen potentielt kunne have været rigtig god.

Mange mener, at en forfatter altid skriver om egne oplevelser i et eller andet omfang. På en af bogens sidste sider siger Leif i en samtale med en soldaterkammerat: "En dag vil jeg skrive en roman om det her." Som sagt så gjort - nu skåret ud i pap. Men selvom Blendstrups beskrivelser af, hvordan det har været at være inde som soldat i slutningen af 1980'erne, sikkert er fint i tråd med sandheden, så er der hverken tale om et generationsportræt eller en voldsomt interessant historie.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Jens Blendstrup: Bombaygryde
Samleren, 240 sider
ISBN: 978-87-638-0541-4
Udkommet: 27. maj 2010