More news

 
Theatre
Tysk Hamlet på Kronborg

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Tysk Hamlet på Kronborg
Fri 20 Aug 2010






For første gang siden 1938 optræder et tysk teater nu på Kronborg, det kritikerroste Schaubühne Berlin. Med sig har de en absurd komisk og meget kropslig version af Shakespeares drabelige skuespil, en blændende hovedrolleindehaver og en minimalistisk scenografi, der bliver udnyttet maksimalt - for ikke at tale om den fantastiske atmosfære på slottet. (Foto: Arno Declair)

Som bekendt starter Hamlet lige efter den danske konges død. Sønnen Hamlet, den store ubeslutsomme helt, der raser over moren Gertruds hastige giftermål med kongens broder, Claudius, erfarer fra farens spøgelse, at dennes død var overlagt mord. I Hamlets følgende påtagede galskab, der skal hjælpe ham til at finde frem til sandheden, støder han alle omkring sig bort i sin ikke uberettigede mistro, indtil stykket ender i et stort, tragisk blodbad.

Til jord skal du blive
I Thomas Ostermeiers opsætning foregår Hamlet ovenpå den nøgne muldjord, Hamlets far bliver begravet i. Vi overværer den absurd klodsede og overrumplende morsomme jordfæstelse, hvor den enlige graver vælter rundt på, over og under kisten, mens en af skuespillerne sender en regnbyge over de sørgende fra en haveslange. Den sorte jord viser sig at være et vigtigt tema i skuespillet, og der er ikke mange af skuespillerne, der slipper for at rode rundt i den kolde, fugtige muld, blive overdynget eller ligefrem proppe sig med den. I det hele taget er det et stykke, der kræver meget af skuespillerne, også rent fysisk, som de render rundt, gennemblødte og let påklædte i den danske sensommernat.

Som kontrast til den sorte jord hænger der et flimrende tæppe af guldkæder, der bruges som gardin, rumdeler og ikke mindst projektionsskærm for de filmoptagelser, skuespillerne laver med håndholdt kamera undervejs. At der er tale om live optagelser, demonstreres bl.a. af close-ups af publikummer. Allerede Shakespeares oprindelige skuespil er meget metafiktivt, hvor Hamlet diskuterer teatrets natur med skuespillerne i det stykke, han lader opføre i stykket. Videokameraerne tilføjer endnu et metalag og giver samtidig en uhyggelig big brother-fornemmelse af, at alle overvåger hinanden hele tiden - hvilket de faktisk også gør langt hen ad vejen.

Tourette or not tourette...
Vi er vant til at se Hamlet som en dramatisk, tragisk helt, men i virkeligheden er han et skvat; handlingslammet af sin evige tvivl, ude af stand til at hævne sin fars mord. Der er da heller ikke meget helt over Lars Eidingers Hamlet: småfed og forkælet med tjavset hår i øjnene og tilsyneladende midt i trodsalderen. Han er fra starten en komisk figur, selvom vi forstår hans forbitrelse, da vi ser hans mor opføre en bryllupsdans, der er en strip pole værdig.

Hamlets vanvid har mange facetter: snart paranoid, snart diktatorisk, vrøvlende, hoppende, mælkeoversprøjtende, ondskabsfuld, flæbende og ganske vulgær. Desuden har han tillagt sig et Tourettes syndrom, hvor han mumler/hvæser/skråler ord som Ficken og Votze (kneppe og fisse) på højst upassende tidspunkter. Eidinger leverer en Hamlet, der er komisk, seksuelt provokerende og gang på gang overrumplende uden at stykket mister dybde af den grund.

Hele tre gange leverer Eidinger den berømte monolog over selvmord, To be or not to be: Først dogme-agtigt stirrende tomt ind i det håndholdte kamera som var det en highschool shooters afskedsvideo. Anden gang overteatralsk i rablende tempo stående på et bord, vildt fægtende med vand og papvin med jord i ansigtet og en tiltagende rullen på r'erne, der får ham til i stigende grad at minde om Adolf Hitler. Tredje gang er klassisk og sober, og det er kun gentagelsen, der gør, at vi ikke længere kan tro på de ellers så oprigtigt leverede ord.

Kun seks skuespillere har Ostermeier med sig til de oprindeligt 20 roller, så de øvrige skuespillere har hver dobbeltroller. Mest påfaldende er Judith Rosmair i rollerne som Hamlets mor Gertrud og hans elskede Ophelia. Ikke noget med kostumeskift og raffineret sminke - en paryk revet af on-stage og forvandlingen er fuldendt, og Rosmair glider ubesværet fra den ene rolle over i den anden. Den slående lighed mellem mor og elskerinde forklarer måske Hamlets grusomhed overfor Ofelia, da han i hende ser alle sin mors (og alle kvinders?) indbildte og reelle fejl.

Ostermeiers Hamlet er fyldt med provokationer og finesser, så jeg kan kun opfordre til, at man selv begiver sig til Helsingør og oplever stykket bag murene på Hamlets Kronborg.

Schaubühne Berlin: Hamlet
Se spilletider
Forestillingen varer 2½ time uden pause og spilles i Slotsgården på Kronborg Slot, uden overdækning. Dansk tekstning.