More news

 
Literature
Ny roman af Tahar Ben Jelloun

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ny roman af Tahar Ben Jelloun
Mon 8 Nov 2010

Tahar Ben Jellouns "Hjem" er en forvirrende fortalt roman, der er bygget op omkring gammelkendte temaer som livet og døden, eksil og emigration, og hvad hovedpersonen Mohammed kalder 'personeringen'. Selvom Tahar Ben Jelloun tydeligvis er en dygtig forfatter, formår han dog ikke helt at skabe helhed og mening med romanen.

"Jeg har aldrig spurgt mig selv, om mit liv kunne have haft andre farver," tænker Mohammed. I sin melankoli og sorg over at have mistet følingen med sine egne børn, der efter hans mening er blevet franske, udtænker han en plan om at bygge et hus, der kan samle generationer af familien og forene ham med sin kultur.

Mohammed er indvandrer fra Marokko og bosat i Paris, hvor han i 40 år har arbejdet på samme fabrik. Romanens centrale konflikt opstår, da han skal pensioneres. Mohammed frygter at miste, hvad man måske lidt fortærsket kan kalde "meningen med livet": at brødføde sin familie.
At hans liv i Frankrig har været helt igennem rutinepræget uden megen farve og adspredelse illustreres ved, at han første dag efter at være "ramt af personeringen" står tidligt op og klæder sig på for at tage på arbejde og først ved indgangen kommer i tanke om, at han ikke længere skal arbejde. Mohammed tager hjem igen og murer sig inde i sin egen trøstesløshed, lige indtil han får den blændende idé at bygge et nærmest magisk hus, der kan genforene de franske børn med deres far og dermed med deres kultur.

Ben Jellouns skrivestil består næsten udelukkende af lange bevidsthedsstrømme, der skiftevis fortælles i første og tredje person. Dette kunne have været et interessant, flerstemmigt træk, men der er en forvirrende uoverensstemmelse mellem Mohammeds tilsyneladende nødtørftige sprog (læseren får at vide, at han ikke kan udtrykke sig korrekt og kun taler marokkansk til sin familie) og det poetiske sprog, der ikke varierer fra hhv. 3. (fortælleren) til 1. person (Mohammed).

Romanens forsonende træk er de små underholdende indblik, man får i Mohammeds syn på omverdenen og ikke mindst hans afstandstagen fra sine medindvandreres tragikomiske fordomme om andre nationaliteter, samt de hjertevarmende scener mellem Mohammed og nevøen Nabil, der har Downs Syndrom og er den eneste, der har gennemskuet, hvor trist Mohammed er.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Tahar Ben Jelloun: Hjem
Samleren, 134 sider
ISBN: 9-788763-814300
Er udkommet