More news

 
Theatre
Dostojevskij i Skuespilhuset

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dostojevskij i Skuespilhuset
Fri 19 Nov 2010

Rune David Grue har forvandlet Fjodor Dostojevskijs intense mesterværk, "Forbrydelse og Straf" fra 1866, til et gribende teaterstykke med glimrende skuespillere og en usædvanligt gennemtænkt og symbolladet scenografi. Omend selve historien naturligt nok er tung og grum, indeholder teaterudgaven masser af humor, som løfter stemningen. (Foto: Casper Balslev)

Der er mennesker, der er så vigtige for verdenshistorien, at de kan og bør sætte sig ud over lov og moral og end ikke stoppe ved mord for at gennemføre deres arbejde. Således argumenterer den ludfattige Raskolnikov, der bittert føler, hvordan han selv bliver bremset i sin storhed af en gammel, fed pantelånerske - men er han et overmenneske, tør han gennemføre et mord? I det afgørende øjeblik må han indse, at han ikke er et undtagelsesmenneske, og hans skam og skyld fremmedgør ham fra venner og familie, som han brutalt støder fra sig.

Det er en forpjusket og hulkindet Thure Lindhardt, der med et væld af nuancerede ansigtsudtryk og et enormt plastisk kropssprog spiller Raskolnikov, snart fnysende af vrede, snart rystende af feber og galgenhumor. Selvom mange indre monologer er skåret væk, fornemmer man tydeligt hans vekslende sindelag, angsten, det lurende vanvid - og den ultimative ydmygelse at være et ganske almindeligt menneske.

Disse skift i stemningen bliver på forbilledlig vis hjulpet på vej af Palle Steen Christensens scenografi: Da Raskolnikov vender hjem efter udåden, bliver scenen sort, et kortvarigt blackout, hvorefter hans sofa befinder sig i pantelånerskens hjem. Et spotlight dirigerer blikket hen til, hvor sofaen stod, og hvor øksen nu er plantet i gulvet: Tydeligt fornemmer man, at Raskolnikov ikke vil kunne undfly sin udåd. Scenebilledet er minimalistisk og intuitivt med flydende åbne rum, der kan være kortvarigt forvirrende, men som skaber en dynamik på scenen og forstærker øjeblikket, som når Dunja prøver at flygte fra, hvad der ligner et åbent rum, men viser sig at være et låst værelse.

Raskolnikov er omgivet af elskende, opofrende kvinder: den enfoldigt tilbedende mor, spillet med stor sødme af Helle Hertz, søsteren Dunja, der vil redde familien ved et fordelagtigt men ellers frygteligt ægteskab, og den gudfrygtige prostituerede Sonja, som tilbyder ham betingelsesløs kærlighed selv efter alt, hvad han gjort. Derudover har han en trofast ven i Razumikhin, og selv Dunjas tilbeder, den magtfulde skurk Svidrigajlov, eminent spillet af den karismatiske Morten Suurballe, prøver at hjælpe ham for at aflaste sin egen samvittighed. Men hvilken frelse er der for det almindelige menneske, hvis ikke han vil underkaste sig samfundets normer og straf?

Forbrydelse og Straf varer 2 timer og 45 min. inkl. pause, og det er lang tid, selvom stykket ikke føles for langt. Hele første akt bæres af en formidabel Henrik Jandorf som drankeren Marmeladov, men det er i anden akt, at de andre karakterer for alvor folder sig ud, og stykket viser sig både at være meget rørende og komisk.

Forbrydelse og straf - Skuespilhuset
Se spilletider