More news

 
Theatre
Superhelt på Vesterbro

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Superhelt på Vesterbro
Mon 31 Jan. 2011

"Greenboy" på Husets Teater er intet mindre end en live-produceret fortælling om en dansk superhelt på Vesterbro. Selvom historien er lidt tynd, gør brugen af blue screen-teknikker, dukker, kameraer og en række tegneserieelementer "Greenboy" til et yderst opfindsomt bud på teatret i det 21. århundrede. (Foto: Henrik Ohsten Rasmussen)

Gregor er en dreng, der godt kan li' tegneserier og drømmer om at være en superhelt, samtidig med at verden - både den derhjemme og henne i skolen - er imod ham. En dag får den unge Gregor sin drøm opfyldt (på godt og ondt), da han ved et tilfælde bliver forvandlet til superhelten Greenboy, hvorefter begivenhederne for alvor tager fart.

Fortællingen bliver drevet frem af satire og adskillige henvisninger til andre eventyrlige fortællinger fra både tegneserier og biograflærredet. Og det er ganske enkelt hamrende underholdende. Og underholdningsværdien får endnu et nøk opad takket være en række imponerende og hittepåsomme special effects.

Omdrejningspunktet for stykkets tekniske side er en heftig og virkningsfuld brug af blue screen-effekter. Altså hvor et filter fjerner den blå farve fra en scene for at erstatte den med en vilkårlig baggrund, så det eksempelvis ser ud, som om skuespilleren flyver, selvom han eller hun ligger på en blå filtdug. I Greenboy er det blå filter skiftet ud med et rødt, og hele scenen og til dels skuespillerne er derfor dækket i rødt.

En del af fortællingen foregår via dukker, hvor Gregor-dukken føres af Mads Wille, som samtidig lægger stemme til. På samme måde føres Stella-dukken - Gregors store kærlighed - af Mia Lerdam, mens superskurke-dukken Dr. Metropolis føres af Peder Holm.

De knap en meter høje dukker bliver ført foran kameraer, der er opstillet rundt omkring på scenen, hvor video-feedet fra de enkelte kameraer bliver sendt op på et stort lærred, hvor red screen-effekten har gjort sit virke. Det vil sige, at publikum både har mulighed for at følge dukkerne på scenen omgivet af rødt, og samtidigt se resultatet live på lærredet, hvor red screen-effekten bevirker, at eksempelvis Gregor ser ud som om, han ligger i sin seng på et børneværelse.

Det samme gør sig gældende for skuespillerne, der udover rollerne som dukkeførere også får chancen for at spille forskellige menneskeroller - fx spiller Peder Holm Gregors far, mens Mads Wille spiller Greenboy, som takket være red screen pludseligt befinder sig på toppen af Føtex-tårnet på Vesterbrogade. Det er opfindsomt, og det fungerer rigtig godt. Brugen af blue/red screen bringer tanken lidt i retning af Kerry Conrans sci fi-eventyr Sky Captain and the World of Tomorrow fra 2004, som gjorde massivt brug af samme teknik.

Live-produktionen af en superheltefortælling med hjælp fra blue screen og en række andre tekniske og overraskende hjælpemidler er original og sjov. Dog kan det til tider være helt svært at koncentrere sig om selve handlingen i stykket, fordi fascinationen af dukkerne, kameraerne og effekterne kan komme til at stjæle en del af opmærksomheden. Og så er lyden fra skuespillerne heller ikke helt i sync med videoen på lærredet, hvilket er en kende distraherende.

Alt i alt er Greenboy en underholdende og original fortælling - ikke mindst takket være de tekniske virkemidler - dog uden at være direkte overraskende eller udfordrende i sin handling.

Greenboy - Husets Teater
Se spilletider