|
|
På trods af en stærk præstation af Jette Torp i rollen som Judy Garland efterlader "End of the Rainbow" blandende følelser. For mellem kendte og elskede numre som "Over the Rainbow" og "The Trolley Song" findes en sårbar og desperat kvinde, der står i så stærk kontrast til sit Hollywood-image, at det næsten ikke er til at bære. (Foto: Henrik Petit)
Tonerne til "Get Happy" og den kendte silhuet iført habitjakke og hat fortoner sig, imens det røde lys forsvinder. Det var Judy Garland i sin storhedstid, som vi kender hende fra filmlærredet. Men den Judy Garland, vi møder i End of the Rainbow, er ikke længere den søde og smukke nabopige. Med en hjerteskærende og knugende uro portrætterer Jette Torp en afdanket og falleret Judy Garland i de sidste måneder af hendes liv. Her er ikke meget glitter og glamour tilbage, kun ubetalte regninger, klirrende flasker og pilleglas, der ligger skjult i klaveret. Men det skal en koncertrække i London nok rette op på. Judy is back - again!
Jette Torp leverer da også Garlands signaturnumre med den følelse, saft og kraft, som kendetegnede hende på film og særligt til koncerter. Det er ren nostalgi. Og dog. For de barske realiteter omkring Garlands liv kratter beslutsomt i facaden og tvinger os til at se gennem glansbilledet og ind til mennesket bag: en kvinde plaget af tvivl og frygt for ikke at slå til. Divaattituden og de rappe replikker kan da heller ikke følge med, når nerverne tager over. De febrilske forsøg på at gemme sig bag humor og klovneri afslører kun toppen af tragedien og er på én gang rørende og pinefulde at iagttage.
End of the Rainbow er Jette Torps debut som skuespiller, og hun klarer udfordringen med bravur. Hun træder elegant ud af klichéen om den faldende stjerne og tager sin karakter et skridt videre og viser os dybde og kompleksitet.
Rundt om solen drejer de to mandlige biroller: Joachim Knop som Garlands femte mand og manager, Mickey Dean, og Robert Reinhold som hendes hengivne pianist, Anthony Chapman, der forgæves forsøger at lede hende ud af pille- og alkoholmisbruget. Begge de herrer tvinges imidlertid ud i valget mellem at lade stå til og se Garlands karriere blive ødelagt eller at få hende på scenen endnu engang.
Vi ved alle, hvordan historien ender. Alligevel tryllebindes vi af hendes kamp. Som Mickey Dean bemærker: Publikum hader at se hende gå ned, men de elsker at se hende kæmpe sig tilbage.
På trods af forestillingens styrke på karaktersiden sidder man tilbage med følelsen af, at der er noget, der mangler. For hyldesten til Garlands sange brænder ikke igennem, selvom Jette Torp leverer dem smukt, og det er synd, at den side af Judy ikke kommer rigtigt frem.
Genfødslen udebliver, og det bliver den altdominerende indre kamp, der tager fokus. End of the Rainbow forbliver et foruroligende og bevægende portræt af en stjerne, der falmer.
End of the Rainbow
turnerer rundt i landet frem til 5. marts.
Se turnéplan
