|
|
L.O.C. er aktuel med "Libertiner", der præsenterer hans ufiltrerede tanker. Pladen minder - desværre - en del om "XXXCouture", og man savner den rap, som L.O.C. ellers er kendt for.
Pladen sættes på med forventninger om, at L.O.C. nu er tilbage til det oprindelige efter "Selvmordsforsøget" (rapgruppen Selvmord), og det er han sådan set også. Men forventningerne fra undertegnedes side er kommet et forkert sted fra, for der er ikke tale om en tilbagevenden til udgangspunktet. Tværtimod forsættes succeserne fra XXXCouture og Selvmord.
L.O.C. har denne gang holdt sig fra at følge et koncept, som der var på XXXCouture. Han tager udgangspunkt i eget levet liv, og rent tekstmæssigt slipper han godt fra det. Han kommer rundt om en hel del, bl.a. fortvivlelse, imagepleje og selvhøjtidelighed. Men det er, som om der mangler noget, og selvom produktionerne er gode, virker det mærkværdigt, at pladen skal være techno- og R'n'B-inspireret.
Pladens første skæring "Flamboyant" er technoorienteret, lige som enkelte numre fra forrige album var. Det klæder stadig ikke den gode L.O.C., og der bliver ikke rappet meget, men i stedet næsten sunget.
"Ung for evigt" - albummets 1. single - er et hit. Det er up-tempo, og hooklinen er god og kan huskes efter første lyt. Det er velproduceret og et sikkert forårs/sommerhit. Det må siges at være den gode side af førnævnte inspirationer og produktioner. I samme ende er "Starfucking", som er det første rap-nummer på Libertiner. På dette nummer kommer der noget spændende frem fra produktionen, nemlig distortet guitar, og det er en glimrende idé, men i længden forekommer guitaren for luftig og lyder som en transistorradio, der spiller ude i køkkenet. Det er ærgerligt, for tanken er god.
Pladens titelnummer har en overraskende gæst i skikkelse af den karismatiske rocksanger Johan Olsen. Olsen synger som sædvanligt igennem, men lyder uforløst og det virker, som om der er skruet for meget ned for ham.
Libertiners højdepunkter er numrene 8 og 9: "Langt Ude", hvor der endelig rappes til et simpelt, men godt beat, ikke så meget pjat og det er glædeligt at høre. På "Når Jeg Har" er der endelig rigtig L.O.C.-rap med hilsner til hans bedste fjender og værste venner. Det skal nok blive et live-hit, da man ikke kan forvente, at radioen vil gøre så meget ud af det, da den slags rap desværre ikke er trendy længere, men for undertegnede er det helt klart pladens hit, og det svinger!
Libertiners overraskelse finder man på nummeret "Momentet", hvor U$O er gæst. At U$O er gæst kan ikke overraske nogen, men denne gang bruger han Autotuner. Nummeret er storladent, kompositionen ligger tæt op ad en popsangs, og L.O.C. rapper også her glimrende, og det svinger. Autotuneren skal dog lige fordøjes, men derefter lyder det bedre og bedre, og man kan roligt kalde det for et af Libertiners bedre numre, selvom det er lidt spøjst.
Personligt havde jeg med denne plade håbet på en tilbagevenden til det, L.O.C. kom frem på, nemlig den aggressive, westcoast-inspirerede bøllerap han startede karrieren med. Libertiner er hverken det, jeg havde håbet på eller ønsket sig, men det er underordnet, da en kunstner ikke kan tage sig af, hvad folk håber på. Gør man som alle siger, dør man stille og roligt.
Problemet med Libertiner er, at der ikke bliver rappet særligt meget, det er mere R'n'B rap/sang, og det er ærgerligt for en rapstjerne, der gang på gang har vist, hvilke store evner han har som MC. Produktionerne er gode, men det er ikke rap-agtigt nok for en rapper som L.O.C., og det kommer til at lyde for meget som Burhan G. Libertiner er desværre en XXXcouture part 2.
Libertiner - L.O.C.
Udkommer 14. marts på EMI
