More news

 
Theatre
Gyseropera uden gys

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Gyseropera uden gys
Mon 28 Mar 2011


(Foto: Ditte Valente)

Figura ensemble byder på fantomjernbaner, levende miniaturemodeller og en syngende samler i deres gyseropera, "The Motion Demon". Det er en 1½ times intens omend ret kryptisk oplevelse, der er ledsaget af meget islandske toner.

Fortællingen bygger på en novelle af polske Stefan Grabinsk, hvor en gammel modeljernbaneentusiast har annonceret efter en yngre til at overtage hans samling - en samling, der har opslugt hele hans liv, og som nu truer med at tage det alt sammen fra ham. Den gamle har nemlig forbrudt sig mod sin kunstige jernbaneverden, og den er ved at tage en grum hævn over ham.

Det mest slående ved The Motion Demon er den gotiske stemning, der hersker i det lille modelkammer, godt hjulpet på vej af de tre dygtige musikere, der er fordelt rundt på den lille scene. Som sad vi selv på et tog, skifter scenen bestandigt, og fortællingen afbrydes af togpersonalets råb over højtalerne.

Det er tre meget dygtige sangere, vi har på scenen: Morten Staugaards rungende basbaryton giver en dybde og værdighed til den gale gamle samler med det strittende hår og den dårlige hygiejne. Overfor ham står den ekstremt nørdede ungersvend, sunget af Andreas Landin, og i forskellige roller som togpersonale, Liebchen og stemme i højtaleren har vi den skønne Helene Gjerris som mezzosopran.

Desværre fungerer det dårligt at lade mezzosopranen være fortæller. Det er flere gange svært at forstå ordene, og når handlingen i sig selv er temmelig kryptisk, er det mildest talt frustrerende ikke at kunne forstå alt, hvad der bliver sunget og sagt. En tekstning, som man ser ved de fleste operaer, ville hjælpe meget.

De tre sangere ledsages af en hektisk og ildevarslende musik af islandske Steingrimur Rohloff, som indeholder mange smukke passager. Stykkets musikalske side bliver udført af Frands Hansen på slagtøj og sav, Anna Klett på en finurlig klarinet og Jesper Egelund på kontrabas og banjo.

The Motion Demon er meget stemningsfuld, men tempoet i stykket, der fabulerer over stilstand og bevægelse, er ikke højt, og ligefrem uhyggelig bliver gyser-operaen aldrig. Legen mellem de forskellige steder og virkelighedsplaner er sjov, men man er lidt i tvivl som tilskuer: Er den gamle mand gal eller er den evige passager virkelig? Tvivlen er desværre ikke af den gådefulde slags, men af den slags, der glider over i forvirring og takket være flere uforståelige gloser ender som frustration og nogle scener, der føles meget længere, end de formentlig er.

The Motion Demon - Københavns Musikteater
Se spilletider