|
|
Tyske The Baseballs er netop nu ude med deres andet album "Strings 'n' Stripes". Trioen byder på rockabilly for alle pengene. "Strings 'n' Stripes" indeholder hele 14 numre af nyere karakter, men desværre ingen originale kompositioner.
De debuterede i 2009, og nu er andet album allerede ude. Det går hurtigt med The Baseballs, og det med god grund. For i coverbandsammenhæng forsvinder nyhedsværdien endnu hurtigere end for bands med egne kompositioner. Se bare på Hayseed Dixie, der desværre ikke længere er lige så sjove og wow-agtige som for få år siden.
Det er som oftest både interessant og sjovt at genhøre diverse radiohits udsat for et markant genreskift. Det kan give en del numre nyt liv, hvis man ellers kan lide musikken i forvejen. Hvis man ikke kan lide originalerne, kan coverudgaver dog stadig være morsomme. Det gjorde The Baseballs rigtig godt på deres første plade Strike fra 2009, hvor de hittede med rockabilly-udgaver af blandt andet "The Look" og "Umbrella".
Strings 'n' Stripes indeholder 14 numre og byder på et par fornøjelige genhør. Pladen åbnes på amerikansk 1950 radio-maner, og på den positive side er Meredith Brooks' "Bitch", denne gang sunget i tredje person, Pras' "Ghetto Superstar" og Katy Perrys "California Gurls". Det er groovy og holder stilen godt. "California Gurls" i denne udgave leder faktisk tankerne hen på The Beach Boys og på de gode gamle dage, da genren opstod, så det må siges at virke. The Baseballs' version af "Candy Shop" virker akavet og passer ikke rigtig ind. "Paparazzi" er lidt af det samme, dog virker denne sang til at svinge bedre. Begge numre virker dog lidt fortænkte og nemme at benytte sig af. Som helhed er pladen velstøbt, og der er noget for enhver smag, da der naturligvis både er up-tempo og ballader.
Man skal smede, mens jernet er varmt, og det gør The Baseballs så. Eller rettere tyder det på, at det er deres pladeselskab, der gør dette. For alle numre på Strings 'n' Stripes har været kæmpehits tidligere. Dette er både godt og skidt. Det gode er, at man nemmere kan huske numrene, men det dårlige er, at det bliver forudsigeligt og kedeligt. Der tages absolut ingen chancer her, og pladen lyder, som om man fra selskabets side har besluttet sig for, at dette for alt i verden skal være en øjeblikkelig succes.
Numrene er alle oprindeligt popnumre, bortset fra "Candy Shop"(pop-rap), og der er desværre ikke et eneste nummer på pladen, der har haft den mindste smule kant. Undertegnede havde håbet og forventet, at der ville være et par enkelte covers af rocknumre, som med fordel kunne udsættes for rockabilly, men dette er ikke tilfældet. Når det så er sagt, er Strings 'n' Stripes yderst velproduceret, og det hele skruet godt sammen. Intet er tilfældigt, og det er, bortset fra indholdet, glimrende, og teksterne er redigeret/tilpasset bandet fint. Man kan håbe, at der kommer en plade mere, og forhåbentlig med lidt flere chancer, inden det er slut.
The Baseballs Strings 'n' Stripes, udkommet på Warner Music
