Flere nyheder

 
Musik
Energisk, vredt og provokerende

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Energisk, vredt og provokerende
Fre. 8. jul. 2011



Limp Bizkit er tilbage med deres 6. studiealbum. Denne gang i den oprindelige line-up.
De fleste, inklusive denne anmelder, troede at gruppen var forsvundet for ikke at komme tilbage. Men tilbage er de, og det med et produkt, der hverken har tilpasset sig tidens trend og mode eller har forandret sig synderligt, siden sidst de udgav noget nævneværdigt.

Limp Bizkit, bare navnet mere end antyder noget provokerende og rebelsk, er tilbage med den originale besætning, med første album siden 2005. Efter succesen med Chocolate Starfish and the hot dog flavored water fra 2000, gik det stille og roligt nedad bakke for Limp Bizkit, der fra da af og indtil nu har et par tvivlsomme udgivelser samt en lang pause bag sig.

Gold Cobra er rendyrket Limp Bizkit, for dem der husker bandet fra "gamle dage". Albummet er energisk, vredt og provokerende. Teksterne omhandler for størstedelens vedkommende personlige forsvar og angreb fra Fred Durst's side, og det fungerer egentlig udmærket. Dog bliver det temmeligt trættende i længden at høre sange om stort set det samme emne og med stort set de samme ord/udtryk. Gold Cobra indeholder flere glimrende numre, blandt andet titelsangen "Gold Cobra", 1. singlen "Shotgun" og "Killer In You". Alle leveret med den kendetegnende skingre vokal, og især omkvædene svinger godt.

Nummeret "Autotunage" er provokerende, spøjst og lidt irriterende, mens pladens sjæler, "Looser", der er blevet spillet mindst et par gange før både af Limp Bizkit, men også af andre af Nu-Metal-bands, er en kliché. Til gengæld er nummeret "Douche Bag" yderst rockende, og man får lyst til at høre både dette og de førnævnte numre flere gange.

På produktionssiden er det frontmand fred Durst, der har haft magten over mixerpulten, og det er han faktisk sluppet ganske godt fra. Bortset fra temposkiftene mellem vers og omkvæd i åbningsnummeret "Bring it Back", hænger pladen sådan set godt sammen. Lydbilledet og stilen er den man kender fra blandt andet deres absolutte gennembrud Chocolate Starfish and the hot dog flavored water fra 2000.


Limp Bizkit Gold Cobra
ude nu fra Insterscope Records.