Flere nyheder

 
Litteratur
Formfuldendte poetiske udladninger

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Formfuldendte poetiske udladninger
Man. 11. jul. 2011



Denne lille fine samling bestående hovedsagligt af sonetter, er en forfriskende udgivelse i et lyriklandskab, der til tider kan virke navlepillende og trivielt. Sørensens formfuldendte poetiske udladninger byder på en ro og fortællestil, der kan lede tankerne fra en andedam i Danmark til landskaber i USA - og uden blu henvise til mesteren Petrarca.

For undertegnende var Søren Sørensens navn og virke uløseligt forbundet med den nye danske oversættelse af Petrarca. Man må dog sige, at manden også selv er temmelig produktiv. Hans nyeste samling af elegier og sonetter er vel nærmest en hyldest til livet i almindelighed og Petrarca i særdeleshed. Sørensen har som en ekvilibrist udi i sonet-formen i den grad styr på versefødder og strofer; man læser glidende og behageligt igennem linierne. Det lille værk er ret simpelt opbygget i fire dele, hvor første del præsenterer Ellekrogen, anden del sender lyrikeren ud i verden, tredje del lader lyrikeren træde frem, og sluttelig fjerde del, hvor de sidste referencer trækkes til den europæiske kultur.

Ellekrogselegier er på mange måder en slags skitsebog, hvor man som læser præsenteres for betragtninger fra forskellige steder i verden. Forfatterens egne vignetter eller tegninger ledsager teksten, og man kan ikke lade være med at tænke på en Mads Stage, når denne tog fri fra platterne og stillede sig til rådighed for Selskabet Bogvennernes udgivelser. Sørensen inddrager mange referencer til steder og begivenheder, der i en europæisk kontekst kredser omkring romantikken - sådan cirka. Her tænkes på Byron, Goethe, Schiller og koblingen til sonetterne fra Cairo. Ikke bogstavelig talt, forstås, men Sørensens ord skaber ringe i vandet, og man aner en æstetiker bag ordene.

Tematikken er skønhed; både i betragtningen af den anden, som Petrarca personificerede, men også i en kulturel sammenhæng. Sørensens styrke er uden tvivl hans litterære og kulturelle referencer, der giver ekko i hans sonetter. Humor eller underfundighed spiller også en rolle, ikke mindst i sonetten La Vache qui rit, hvor jeget funderer over græssets ret til frihed - alt imens læseren ser den hvide flødeost for sig.

Der kan siges meget mere om Sørensens sonetter, men én ting må være på sin plads: de fortjener at blive læst. Når de er bedst, er det som en kobling af verden i går med verden i dag. Sonetterne er et sprogligt net, der spændes ud over en kløft; på den ene side toner fortidens store mennesker frem, på den anden deres spor i landskabet i og omkring os.

Søren Sørensen: Ellekrogselegier
Det Poetiske Bureaus Forlag, 74 sider
ISBN: 978-87-92280-29-9
Er udkommet