|
|
Legenden Les Claypool, der i de sidste små femten år har udgivet plader i en lind strøm, har omsider gendannet Primus. Trioen, der for alvor kom frem i første halvdel af 1990'erne, har været savnet af gruppens overraskende mange fans.
Primus er gendannet! Sådan lød en af overskrifterne for nogle år siden, og det var med stor glæde, nyheden blev læst. Ikke alene er Primus gendannet, men de har også inviteret Jay Lane med i gruppen. Jay Lane, der har fungeret som trommeslager på en del af Les Claypools utallige soloudgivelser og turnéer, var også trommeslager i Sausage (et præ-Primus band i slutningen af 1980'erne). Efter nyheden om gendannelsen skete der dog ikke meget andet, end at Primus tog på turné i USA og satte nogle jamsessions/nye udgaver af gamle numre til gratis download.
Men nu er Primus' første reelle album siden poppede Antipop fra 1999 snart på gaden, og det er på mange måder et glædeligt genhør. Dog kan man udmærket høre, at Jay Lane's spillestil er langt mere jammende og legende end tidligere trommeslager Tim Alexander. Lanes tilgang til trommespillet gør Primus mere groovy og tilbagelænet, og Lane spiller med et nærmest flabet overskud. Jam-scenens indflydelse på Claypool har altid været mærkbar især i bandet Oysterhead, men også på diverse soloplader og -projekter.
Sammenholdt med Claypools solokarriere med de mange sære tiltag og dystre albums, har dette sat et tydeligt præg på Primus anno 2011 og muligvis derfor er Tim Alexander blevet erstattet af Jay Lane.
Man er ikke i tvivl om, at det er Primus, for alle de sædvanlige trademarks er med. Det er mørkladent med dystre stemninger, metallisk og naturligvis ekstremt funky riff-baseret slapbas, der er at finde på Green Naugahyde.
Numre som "Tragedy's a'comin'", "Last Salmon Man", "Moron TV" og ikke mindst "Lee Van Cleef" svinger enormt godt og er Primus, når det er bedst. Det hele fungerer godt her. Dog er numre som "Jilly's On Smack" og "Eyes Of A Squirrel" for meget influeret af alt det, Les Claypool har lavet på egen hånd. Udtrykket er, i forhold til det Primus, der har udgivet mange og gode plader i deres "normale" stil, for jammende og dystert, og det er rigtig, rigtig ærgerligt. Det er stadig fjollet, men på en lidt for mørk og seriøs måde, der er endda melodiske harmonier på Green Naugahyde(!?).
For os, der bedre kan lide et lidt hårdere Primus, er det ærgerligt, at stilen er blevet mere jam-inspireret. Udover ovennævnte numre, der virkelig svinger, så formår resten af pladen ikke at følge trop og står alene i den tågede baggrund.
Primus Green Naugahyde
Udkommet på Target Distribution/Prawn Song
