Ud fra filosofien om at sex og vold er vores allesammens foretrukne underholdning, har Husets Teater sat Fix & Foxys Freakshow om Sex og Vold op: Fem kvarter i selskab med fem kæmpedukker, der tæver, voldtager og myrder hinanden på skift. Ideen er sjov, men trods fine indfald ender stykket med at blive for ensformigt.
Stemningen er sat, længe inden stykket går i gang: Publikum mødes af sære kæmpedukker, der gelejder én rundt i de plastikindsvøbte gange, der dels giver rummet et spøgelsesagtigt skær, og dels minder om mordrummet i den amerikanske TV-serie Dexter om seriemorderen af samme navn. Rigtig godt gået, forventningerne er skruet op på max. Herfra går det løs med en række særdeles voldsomme tableauer, fyldt med vold, sex, voldtægt, selvmutilering, incest og mord.
Bindeleddet mellem de forskellige scener er den komiske konferencier med sit sparsomme hentehår spredt tyndt ud over den gigantiske isse. Han er åbenlyst begejstret og liderlig ved tanken om al den herlige sex og vold, vi nu skal nyde, og i sin insisteren på at publikum sidder med samme nydelse, gør han alle i salen til voyeurer og medskyldige.
Postulatet er, at sex, vold og virkelig ulykke er det, som folk vil have - og her bliver det så serveret uforstillet, uden at skjule sig bag den sædvanlige forklædning af moraliseren og advarsel. Derfor er det næppe heller tilfældigt, hvis man undervejs får øje på paralleller til populærkulturen som f.eks. førnævnte Dexter men også realityserien Jackass eller kultklassikeren American Psycho.
Kan man så grine af volden? Det kan man faktisk langt hen ad vejen - fordi det er så absurd og fordi man bliver overrasket over de ekstremer, dukkerne går til. Og man må beundre det kropssprog, skuespillerne lægger for dagen under deres dragter, for det lykkes at gøre dukkerne med de udtryksløse ansigter særdeles levende.
Alligevel greb denne anmelder sig i at kede sig lidt undervejs. Som inkarneret splatterfan bliver jeg ikke stødt af den overdrevne vold - som i øvrigt er meget enkelt udført, og virker fortrinligt, selvom der er meget få special effects. Men manglen på en historie, der binder tableauerne sammen, gør, at det simpelthen bliver for ensformigt og uvedkommende. Når alt kommer til alt, er det ikke andet end 75 minutter, hvor dukker skiftes til at slå og fornikere på og med hinanden.
Sex og vold på Husets Teater
Se spilletider