Den 4/4 gæstede Emilie Autumn Pumpehuset med sin særegne blanding af "victoriandustrial" musik, psykotisk burlesque, erotisk cirkus og nåja, selvfølgelig et lille tea party.
Emilie Autumn er kendt for sine virtuose violinevner og sine iøjnefaldende kostumer, men også for sin dystre musik, der oftest betegnes som en blanding mellem victoriandustriel (hendes eget udtryk) og glam rock. Den aktuelle Fight like a girl-tour er om muligt endnu mere dyster, fordi den trækker meget på hendes selvbiografiske roman, The Asylum for Wayward Victorian Girls fra 2010, der blev skrevet, mens hun var indlagt på en psykiatrisk afdeling efter et selvmordsforsøg.
Setlisten koncentrerede sig naturligt nok om det nye album, Fight like a girl, men der var også mange kendinge iblandt - bestemt en god idé, for det lød ikke til, at mange af de danske fans har nået at lytte meget til de nye sange. Til gengæld kunne de hitsene, og da Thank God I'm Pretty mod slutningen af koncerten ramte publikum, behøvede Emilie Autumn dårligt nok synge med.
En stor del af oplevelsen var naturligvis det til tider cabaretinspirerede sceneshow, der var lidt længe om at komme i gang. Efter at have lyttet til nogle gamle slagere fra da bedstefar var ung og grammofonplader var in første gang, dukkede først sidekicksne, The Bloody Crumpets og til sidst Emilie Autumn selv op. En lille silhouetdans med sabel og ukristeligt lange negle bag et overdimensioneret ur. Visuelt var man straks hensat til et maskebal med fantastiske, korsetterede skrud og masser af fjer i hårene - og victorianske underklæder.
Det bliver hurtigt klart, at vi befinder os i en victoriansk galeanstalt, og over højtalerne advarer Dr. Stockhill os med ildevarslende røst om de farer, der lurer. Altsammen dramatisk, teatralsk og virkningsfuldt. Desværre lever resten af showet ikke op til den lovende start: De forskellige scener er fine nok i sig selv, omend lidt vel karrikerede, men tilsammen fortæller de en rodet og usammenhængende historie - og det er ærgerligt, når der nu var lagt op til sådan en spændende fortælling. Hvis ikke man tænder på de mange seksuelle hints og udfoldelser på scenen, (og det var der tydeligvis mange, der gjorde), kommer det nemt til at virke lidt intetsigende efter den første halve time.
Af højdepunkter undervejs var det komiske tea party, der var som taget ud af Alice i Eventyrland, hvor både te og kager blev kastet ud over de forreste rækker af begejstrede fans. Veronica Varlow stjal scenen med sin sensuelle fjerdans og bagefter med sit meget populære 'rat game', hvor hun vanen tro lokkede en kvindelig publikummer op på scenen, som hun korrumperede med et inderligt kys, til tonerne af en instrumental udgave af Dominant.
Hvad showet end måtte rumme af stilistiske og fortælletekniske mangler, så virkede publikum, der overvejende var ret unge, og hvoraf mange havde fundet deres korset frem i dagens anledning, meget tilfredse. Vi var blevet lovet et manisk, teatralsk show med sex, vold og cirkusnumre, og det fik vi - omend lettere usammenhængende.
Emilie Autumn i Pumpehuset den 4. april 2012
