|
|
Verden set gennem nossehullet i Guds gamle pyjamas: Mads Wille brillerer som Gud, en alkoholiseret førtidspensionist med propeller-hænder, i Husets Teaters nye opsætning af Jens Blendstrups roman Gud taler ud. Det er foruroligende og ubegribeligt morsomt.
Når Mads Wille fuldstændigt stjæler billedet i den halvanden time, forestillingen varer, er det ikke fordi, han er den eneste skuespiller på scenen, men fordi han ganske enkelt er blændene i rollen som sønnen, der iført Guds hjemmejakke fremmaner sin barndoms tyran, den dæmoniske og fordrukne far, kaldet Gud.
Wille leverer en række brilliante skift mellem sønnen, faren, den underkuede mor, drukvennerne og endda Guds gamle hund. Det foregår fuldstændigt glidende, så man aldrig er i tvivl om, hvem der er hvem - på trods af det spraglede persongalleri -, og Wille præsterer dem med stor indlevelse og et uanet antal forskellige ansigtsudtryk.
Spyttende, med øjne der lover galskab, vold og uforudsigelige humørskift, farer Wille omkring i hele salen, publikum inddrages som snapseflaskeholdere, og de mest uventede rekvisitter dukker op bag bardiske og gardiner, altimens Willes hår bliver tiltagende sindssygt.
Den lillbitte scene er sparsomt udsmykket, men Edward Lloyd Pierces scenografi udnytter den til bravour. Et gardin bliver trukket lidt til side, og lyset bagved tjener både til en tømmermandsfremkaldt korsfæstelse, som badekar og til at fremmane ildevarslende tordenvejr.
Eneste anden på scenen er den svenske musiker Bebe Risenfors, der tavst underfundigt føjer galningens humør med alt fra nazi-marcher til Brorson-salmer, og fx ledsager Guds klaustrofobiske ophold i den svenske dragkiste med dystre pianoakkorder. Men han inddrages også direkte, når Gud mangler en at drikke sin Arnbitter med, eller når de spiller og synger sammen.
Indrømmet: Simon K. Borberg har haft et noget nært genialt materiale at arbejde med: Blendstrups nådesløst udleverende og alligevel traurigt-kærlige portræt af Gud er gribende, og han har en formidabel evne til at smede uventede ord sammen til sætninger, der får folk til at grynte af grin.
Heldigvis har Borberg valgt at holde sig tæt op af romanens ordlyd, så vi kan svælge i sætninger som "...Guds farligste dage, dengang han pludselig kunne fare op og være nænson", "han er et nobelt menneske, der har en kat, der vinder priser" og "så har her jo boet psykosomatiske væsner før os".
Gud holder sin familie kuet i et uberegnelighedens terrorregime, men selvom setuppet er sørgeligt, er forestillingen forfærdeligt morsom. Det er også derfor, tiden ikke falder lang under Willes imponerende, rablende, 90 minutters lange maraton af en vanvidsmonolog.
Gud taler ud markerer Mads Wille og Simon K. Borbergs 10-års jubilæum som teaterledere, og med denne forestilling har de virkeligt fortjent at læne sig tilbage og nyde succeen. Det er så uforskammet godt og bliver helt sikkert et af året største teateroplevelser.
Gud taler ud på Husets Teater
Se spilletider
