Norske Verk har som de første nogensinde kastet sig ud i at iscenesætte Pär Lagerkvists novelle fra 1920, Det eviga leendet. Resultatet er en poetisk og visuelt forførende forestilling, som man i weekenden kunne opleve som gæstespil på Københavns Musikteater.
På scenen delvist skjult bag et massivt røgtæppe sidder fire hvidsminkede mennesker. De kigger lidt på hinanden og smiler forlegent til publikum. De har ikke travlt med at komme i gang med stykket; de er trods alt døde, og de har en hel evighed, de skal have til at gå.
Efterhånden som røgen letter, aner man en klassisk teaterscene, der er stillet op midt på scenen, med tykke røde fløjlsgardiner, guldornamenter og marmorskulpturer. Flere gange undervejs forfalder stykket til metatekstuelle overvejelser om teatrets natur, hvilket Signe Beckers fine scenografi på elegant vis understreger og -støtter. Da tæppet senere trækkes fra og afslører en række grotesk-fantastiske dukker, der bliver inddraget i en dance makabre med skuespillerne, er det så nakkehårene rejser sig. Sindssygt flot rent æstetisk og ekstremt stemningsfuldt.
Omsider rejser Anders Mossling sig, og som dødsrigets sprechstallmeister fortæller han: Der var engang nogle døde, der sad sammen i mørket - hvor vidste de ikke -, og de snakkede for at få evigheden til at gå. Herefter begynder de fire skuespillere at dele en kakofoni af livshistorier:
Fra krigsherren til Jesus, fra det umælende urmenneske over Jeanne D'Arc til nøglemageren, der døende går fra dør til dør for ikke at dø alene, men ikke kan få nogen af sine nøgler til at passe.
Fortællingerne er mangfoldige, både sørgelige og rørende, meningsfulde og indholdsløse, og groteske i næsten hver enestes tro på, at lige netop deres liv var noget helt særligt. Absurditeten understreges, da vi hører indtil flere sige efter hinanden, at "I was the saviour". Paradoksalt nok er de døde tilfredse nok med døden, men de hidser sig efterhånden sådan op over livets meningsløshed, at de beslutter sig for at finde Gud og afkræve ham nogle svar.
Det lyder måske som tungt stof til en teaterscene, men Verk har en fin fornemmelse for Lagerkvists illusionsbefriede humor, og den klassiske, sobre opsætning kontrasteres med skelet-leggins, guld, glimmer og gorillamasker, der forbløffende nok giver god mening i forhold til stykket. Et dødningeansigt crooner en dyb og langtrukken bas, og bliver brutalt skudt ned - og mens han ligger døende og højlydt jamrende, bliver han udspurgt frit efter Max Frischs Fragebogen.
Ikke desto mindre er Det eviga leendet nok ikke for alle og enhver. Men hvis man sætter pris på en poetisk, nærmest filosofisk forestilling, der ovenikøbet er vanvittig smuk at se på og i øvrigt byder på hele to numre af The Doors, så bør man klart holde øje med Verks tourplaner!
Det eviga leendet på Københavns Musikteater 11. og 12. maj 2012
