|
|
Den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen og Dragset har netop gæstet Skuespilhuset med deres herlige sorte komedie, Happy Days in the Art World, hvor en velspillende Johannes Lilleøre og Ole Johan Skjeldbred gør tykt nar af kunstverdenen og kunstnerne selv.
Michael Elmgreen og Ingar Dragset er bedst kendt som installations- og performance- kunstnere, men med Happy Days in the Art World, som er deres andet forsøg udi teatrets verden, viser de tydeligt, hvor meget der kan vindes ved at krydse og kombinere kunstarterne.
Stykket starter meget Beckett'sk med to mænd, ME og ID, der vågner op i fremmede omgivelser uden at ane hvor de er, hvordan de er havnet der eller hvordan de kommer væk derfra. Det viser sig, at de er en kunstnerduo, der tidligere har været kærester men nu blot arbejder sammen - nøjagtigt som Elmgreen og Dragsted selv -, men hvorfor er de i en køjeseng, er de i et fængsel eller et herberg, og hvor er ID's sko?
ID, der er den mest åbne af de to, udforsker deres nye, mørklagte verden og får i den sammenhæng lov til at låne den ene af ME's sko. Dette anskueliggør deres dybe indbyrdes afhængighed, som ME sætter ord på, da han fortæller ID, at de kun er kendte som en duo, og at ingen af dem er noget værd alene. Derfor også ME's forbitrelse, da han opdager, ID har arbejdet solo med at sy knapper på genstande i hverdagen.
Det lykkes ID at tænde for et gigantisk exit-skilt, hvor ordene ‘Fuck off' er spraymalet på, men på trods dette er der ingen synlig udgang. Fanget i deres eget kreative dødvande ironiserer de bidende over hinanden, kunsten, museerne og ikke mindst kustoderne, altimens de slynger om sig med citater fra alt fra Ibsen til Foucault. Her er metateater for alle pengene.
På et tidspunkt får de besøg i deres ellers så hermetisk lukkede kunsnertverden af en blind, robotagtig kurer ved navn BI, (herligt spillet af en storsyngende Karin Norrinder), der tydeligt demonstrerer forskellen mellem kunstnere og resten af verden. Dog ender hun i den grad med (ja, undskyld) at tage røven på de to.
ME og ID lyder som størrelser i en freudiansk analyse, men samtidig er det også Elmgreen og Dragsets initialer - og stykket lader til at være selvbiografisk på en række områder, omend Elmgreen og Dragset har slået deres navne fast internationalt, hvor ME og ID's succes tilsyneladende lader vente på sig. Men måske er den på vej, da de hen mod slutningen venter, ikke på Godot men på Guggenheims real life chefkurator, Nancy Spector.
Happy Days in the Art World har alle ingredienserne til at blive fortænkt, snobbet og intellektualiseret - men den er ingen af delene. Tværtimod klukkede publikum af grin langt hoveddelen af de 80 korte minutter, stykket varer. Formentlig er stykket sjovest, hvis man selv er en del af den verden, der bliver portrætteret, og forstår og genkender de mange citater og allusioner undervejs. På den anden side spiller Lilleøre og Skjeldbred så charmerende og overbevisende, at det er svært at forestille sig nogen, der ikke er godt underholdt.
Happy Days in the Art World spillede i Skuespilhuset 30. maj til 2. juni
