Tyve minutter efter den plalagte koncertstart kommer den tidligere mørkets fyrste på scenen og lover at tvinge os underdanige "motherfuckers" i knæ, og han gør som sådan også et hæderligt forsøg men i knæ kommer man ikke. Der manglede bid, ambition og vitalitet i størstedelen af Marilyn Mansons liveshow både hvad angår sangenes kvalitet såvel som liveergiens fokus, selvom der var masser af lyspunkter.
Der var ingen tvilv da Manson gik på scenen. Dette var Copenhells superstjerne, som også klart tiltrak det største publikum. Refshaløen var nu dækket af mennesker, regn og mørke. Et perfekt setup for den gotiske shockrocker, der også skreg og vred sig igennem hele koncerten.
Det er selvfølgelig en turne der skal promovere Mansons nyeste udgivelse Born Villain, og derfor er det naturligt dette albums sange, der fyldte mest i koncerten, og det kunne mærkes kvalitetsmæssigt, da "No Reflection" og "Hey, Cruel World" slet ikke har samme slagkraft som f.eks "Irresponsible Hate Anthem", "mOBSCENE" eller "Disposable Teens". Envidere havde lydfolkene konstant problemer med at holde styr på Mansons vokal samt guitarkaskaderne, og man blev som publikum hele tiden angrebet af unødvendige feeds, hvilket virkede kikset.
Mansons nyere udgivleser bærer i høj grad præg af mindre potent sangskrivning, og bl.a. dette var også en faktor på Copenhell. Både i forhold til sætliste såvel som fokuseret liveenergi, hvor koncerten i høj grad bar præg af, at der manglede fokus. Det lignede en mildt sagt svingene form fra mørkeprinsen. Her kan nævnes, at sceneshowet var særdeles nedbarberet og frasorteret var alle de teatralske elementer. Dette faldt ikke ud til shockrockerens fordel, eftersom hans musik i høj grad lever højt på, at det er så konceptbaseret, som det nu engang er. Koncepterne udeblev og istedet var der tale om en rockdiktator, som i store dele af koncerten virkede retningsløs.
Man var vidne til et band, som leverede varen godt, men desværre anført af en frontmand, som var ufokuseret i galskaben. Når man vælger at brøle hver eneste linie af sine sange, som egentlig fokuserer omkring melodier, så mister brølet efterhånden sin effekt, og dette var heller ikke hjulpet af Mansons elendige vokallyd.
Klassikere som "Rock is Dead" og "mOBSCENE" gjorde sig dog særdeles godt, og man blev uden tvivl flået i, når Manson og bandet smeltede sammen og tingene gik op i en højere enhed, hvilket bare skete for sjældent. Koncerten var mildt sagt en meget sigende forlængelse af Mansons nyeste udgivelse, som i samme grad lyser op hist og her, men som for det meste er jævn og ufokuseret.
