Flere nyheder

 
Litteratur
Gartneren fra Otjakov

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Gartneren fra Otjakov
Ons. 19. sep. 2012


Med Gartneren fra Otjakov har ukrainske Andrej Kurkov skrevet en finurlig og underholdende tidsrejseroman, der dog ikke kan kaldes sci-fi, og som gør forbavsende lidt ud af at skildre de forskellige epoker.

Igor er en 30-årig dagdriver, der lever et stilfærdigt og fordrukkent liv hjemme hos sin mor i den søvnige landsby Irpen. Men en dag ansætter moren en ny gartner, den mystiske Stepan. Han har en tatovering, der viser sig at være et skattekort, og da Igor tyder det ved hjælp af sin hacker-ven Koljan, tager Stepan og Igor på skattejagt i Otjakov. Alt klapper uden større problemer og de to skattejægere fordeler rovet, men så skifter romanen spor:

Igors del af byttet består af en gammel politiuniform og et lige så gammelt guldur, der er gået i stå. Da han første gang ifører sig ur og uniform, befinder han sig pludselig ikke længere i Irpen i 2010 men i Otjakov i 1957. Her møder han en masse farverige karakterer, småtyven Vanja, den rødhårede fiskesælgerske Valja og ikke mindst banditten Jefim, hvis skat Igor netop har fundet i 2010.

Er det klæderne eller tidsånden, der skaber manden? Igor lever sig hurtigt ind i rollen som sovjetisk løjtnant anno 1957 og nyder sin fagre nye verden, hvor fiskene smager bedre og folks øjne skinner mere. Han nyder også den respekt, uniformen afføder, men da han lever sig ind i rollen, roder han sig hurtigt ud i livsfare.

Selvom der er fine små tidsåndsdetaljer såsom tandpulveret fra 1957 vs tandpastaen i 2010, handler denne tidsrejseroman forbavsende lidt om de to forskellige perioder. Faktisk er det svært at tidsfæste romanens nutid, indtil Igor nævner sit digitalkamera. Der er heller ikke skyggen af en forklaring på, hvordan uniformen - eller er det lommeuret - kan sende folk frem og tilbage i tiden, hvilket ellers ofte er en vigtig del i denne genre. I det hele taget er der ikke skyggen af sci-fi i romanen - udover selve tidsrejseelementet.

Men måske er tidsrejsen ikke det centrale i romanen, ligesom den ikke er det for Igor - han bliver ved med at føle sig snydt over ikke at have fået en større del af skatten, hvor de fleste andre nok ville synes, han havde fået den mest værdifulde del. Igor rejser da heller ikke tilbage i tiden for at ændre verden men for at finde ud af mere om Stepans fortid og om sig selv - og måske vinde den smukke Valja undervejs.

På samme måde virker Kurkov mere interesseret i at skildre menneskene i de to forskellige småbyer: heimat-romanens verden i nutidens Irpen og eventyrskikkelserne i fortidens Otjakov. Samtidig er Gartneren fra Otjakov en dannelsesroman om den luddovne ungersvend, der drager ud i verden (/fortiden) og går så meget grueligt igennem for til sidst at vende tilbage som en ansvarlig samfundsborger. For fans af tidsrejser, vil denne bog måske være lidt en skuffelse. Men hvis man blot overgiver sig til Kurkov og lader sig føre ind og ud af de forskellige tider og genrer, er Gartneren fra Otjakov en charmerende og underholdende roman.

Køb bogen på saxo.com

Andrej Kurkov: Gartneren fra Otjakov Hovedland, 352 sider
ISBN: 9-788770-703222