|
|
I Sagen om Amagermanden - Jagten på en serieforbryder tegner journalisterne Vicki Therkildsen og Claus Buhr et kritisk billede af politiets langstrakte jagt på Amagermanden, der omsider blev pågrebet i 2010.
I over tyve år lykkedes det Marcel Lychau Hansen, bedre kendt som Amagermanden, at løbe om hjørner med politiet, mens han myrdede og voldtog adskillige kvinder. Bogen Sagen om Amagermanden - Jagten på en serieforbryder indledes med et indblik i Marcel Lychau Hansens barndom og ungdom, og fra starten tegner der sig et billede af en uhyggeligt afstumpet og totalt uforfærdet dreng. Især historien om, hvordan han som 19-årig bagbandt en yngre dreng, viklede ham ind i toiletpapir og så satte ild til papiret, får en til at undres over, hvorfor han ikke er blevet anmeldt af sine omgivelser meget før.
Herefter følger en kronologisk gennemgang af de forbrydelser, MLH blev dømt for: Mordet på den 73-årige Edith Louise Andrup, mordet og voldtægten i Fasanskoven og voldtægterne i Ingolfs Alle, Amagerkollegiet og Kongelundsvej. Samtidig med forbrydelserne præsenteres læseren for politiets anstrengelser, og man oplever således "live", hvordan nettet flere gange strammes om MLH, som så alligevel undslipper. Det skaber hurtigt suspense, og selvom man som læser godt ved, at MLH ikke bliver fanget endnu, bliver man i høj grad fanget af den grumme beretning.
Detaljerne omkring forbrydelserne er af hensyn til ofrene ret sparsomme. Der er dog en del udsagn fra de anonymiserede ofre, som gør forbrydelserne meget virkelige for læseren - og som sine steder gør bogen til barsk læsning. Det er godt og vigtigt, for netop fordi bogen er så spændende, glemmer man nemt de barske realiteter bagved. Flere fotografier og tegninger ville have været gode til at forstærke det dokumentariske i fortællingen.
Buhr og Therkildsen fastslår allerede i forordet, at bogen ikke er noget portræt af Amagermanden, og at den ikke giver nogen forklaring på, hvorfor MLH udførte sine uhyggelige forbrydelser. Umiddelbart virker det skuffende, da det er det store spørgsmål, man som læser brænder efter at få besvaret - selvom svaret nok uundgåeligt ville være spekulativt. Et dybere kig i mentalundersøgelserne ville dog have været meget interessant.
Til gengæld har bogen en anden dagsorden: at påvise, hvor meget politiet har kvajet sig undervejs og bebrejde ordensmagten, at Amagermanden ikke blev stoppet langt tidligere. Ingen kan være uenige i ønsket om, at MLH var blevet stoppet før, og nogle af kritikpunkterne er helt valide: fx kan man kun ryste på hovedet af, hvor lemfældigt en del af bevismaterialet er blevet opbevaret, og at centrale beviser endda er blevet smidt væk - beviser, der måske kunne have knyttet MLH til andre, lignende forbrydelser.
Ikke desto mindre sidder man tilbage med en følelse af, at det er en lidt kunstig hetz, journalisterne har gang i: Vi står trods alt overfor en helt enestående sag med en forbryder, der ganske uhørt skifter mellem rovmord, sexmord og voldtægter, startende på et tidspunkt hvor DNA nærmest er helt ukendt, og edb endnu ikke er til nogen hjælp. Flere gange skoses politiet ligefrem for deres grundighed, når de undersøger mistænkte, der måske i bagklogskabens lys virker usandsynlige. Det lugter lidt af et par nemme mål mod politiet.
Alt i alt en fængslende bog om en af Danmarkshistoriens værste serieforbrydere.
Claus Buhr og Vicky Therkildsen: Sagen om Amagermanden - Jagten på en serieforbryder
Gyldendal, 272 sider
ISBN: 9-788702-130188
