|
|
En ældre rengøringskone og en ung irakisk mand forelsker sig i hinanden. Hvad er det galt i det? 'Ingenting', siger vi, men fordommene lurer bag det stift accepterende smil. For 'det kan man da virkelig ikke'. Sit følsomme emne til trods formår Habe Kein Angst imidlertid ikke at komme i dybden men forbliver en overfladebehandling.
Forestillingen bygger på Rainer Werner Fassbinders film, Angst æder sjæle op fra 1974. Vi møder den midaldrende rengøringskone Emma (Ulla Henningsen), der forelsker sig i den unge iraker, Musti (Dar Salim). Med denne generations- og kulturkløft er scenen sat. For verden reagerer selvfølgelig mod det utraditionelle par, der tappert rækker ud efter hinanden og forsøger at undgå de nysgerrige naboers blikke og afslørende kommentarer: "Hvad vil hun med ham? Måske vil hun købe et tæppe".
Det kræver mod at navigere blandt de sociale normer, der i bogstavelig forstand forsøger at køre rundt med dem. "Jeg er ikke bange" råber Musti flere gange med forsvar i stemmen, mens Emma føler sig splittet: "Jeg er er så lykkelig og så bange". For parret selv mærker også kulturkløften. Der er langt fra frikadeller til couscous og fra 'Dansevise' til arabisk pop. Men de er villige til at kigge nøgternt på tingene og lade selvsamme forskelligheder udfordre.
For hvad er egentlig normalt? Er jeg? Er vi? Og hvor langt skal man overhovedet gå for at opnå andres accept? Alle spørgsmål der stilles, er tidssvarende og relevante. Henningsens og Salims skuespil er også både rørende og foruroligende. Alligevel er der noget, der mangler. Godt nok kommer forestillingen med bud på svar, men den kommer ikke rigtig i dybden med emnet, selvom den søger at belyse det med forskellige midler.
eKleKtisK teaterproduktion har samlet en række forskellige kunstarter, så emnet udforskes gennem både skuespil, musik, dans og andre visuelle udtryk. Mens man træder ind i salen på Edison og finder vej op til sin plads i det dunkle lys, bemærker man først næsten ikke de voksagtige personer. De står positioneret op ad det gamle elektricitetsværks rå vægge, som kaster stilheden tilbage til publikum, indtil "voksdukkerne" begynder at røre på sig.
Særligt scenografien, lyset og Thyra Hildens videodesign giver forestillingen et helt dogmeagtigt udtryk. Den simultane projicering, der vender op og ned på perspektivet på den rå bagvæg, understreger de elskendes møde, som forvandles til et smukt kaleidoskopisk kunstværk.
Selvom forestillingen med rette kan siges at være en eklektisk teaterproduktion, der rigtigt nok skaber et anderledes kunstnerisk udtryk, så er det, som om de enkelte elementer ikke drager fuldt udbytte af hinanden. De forbliver løsrevne fragmenter, og det er rigtig synd, for man kan mærke, at der ligger noget stort lige under overfladen.
Angst essen seele auf på Betty Nansen, anneksscenen Edison, 27. september - 17. oktober 2012
