Flere nyheder

 
Musik
Shaka Loveless' solodebut

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Shaka Loveless' solodebut
Ons. 3. okt. 2012


Shaka Loveless solodebut, Shaka Loveless, er netop udkommet. Pladen indeholder 11 skæringer, alle på dansk, hvor der er en overraskelse på tracklisten..

Indtil for ganske nylig var undertegnede ikke klar over at Shaka Loveless var søn af bluessangeren James Loveless, intet snobbet eller ondt i det. Dog skal man passe på med at forvente sig alt muligt og umuligt ligeså snart at der tales om "Søn af.." den slags kommer ofte til at ligge sønnen til last og hvorfor skal han måles mindre retfærdigt end alle mulige andre.

Shaka Loveless har begået en ganske god debut plade på dansk. Hvilket måske er lidt en overraskelse eftersom han tidligere har gjort det fremragende på engelsk i The Gypsies, der holder pause på ubestemt tid. Man må sige at Shaka Loveless har tjent sine striber inden udgivelsen af nærværende plade, for ovennævnte The Gypsies, nåede at være backing band for både Jokeren og Outlandish og varme op for The Roots (ganske oplagt) og The Fugees samt udgive to studiealbums. Derudover har han også haft projektet Are We Brothers? der indtil videre har lavet en plade og er på Speed OF Sound Records.

Men Shaka Loveless med Shaka Loveless, er IKKE The Gypsies. Og det er godt, for han er sluppet ind på sin solobane og så er det godt at løsrive sig. Shaka Loveless indeholder 11 skæringer, hvor af fire af disse har gæsteoptrædener fra henholdsvis Pharfar, Wafande, UFO og Peter Sommer. De mest interessante af disse er pladens 10. nr. "Dans Din Idiot" hvor UFO medvirker. Udover at UFO supplerer Shaka Lovess glimrende både i udtryk og stemmeføring er det et nummer der sådan set svinger ad helvede til (det er positivt ment!). Keep it simple er en kunst i sig selv og det er tilfældet her. Det er et rart up tempo ska-rock nummer.

Den anden mere interessante gæst er Peter Sommer, det havde jeg ikke set komme og slet ikke det nummer de spiller. Det er intet mindre end et fint cover af "Herfra hvor vi står" (ja den med Skousen og Ingemann). Det er modigt gjort og der skal nok være nogle der bliver sure over at "de piller ved arvesølvet" men det er fint at det sker her. Det er samtidig genindspillet i en reggaeversion der er ligeså tilbagelænet at det på mange måder lever godt op til originalen. Peter Sommer gør med sin røst en god figur og det er forfriskende at lytte til.

Numre der skal fremhæves er naturligvis "Tomgang" der er et stort radiohit og faktisk stadig holder på pladen. Pladens åbningsnummer "Kom For At Gå" (feat. Pharfar) bringer tanker på The Gypsies men det gør ingenting, det er groovy stuff.

De resterende numre fejler absolut intet, de er desværre bare ikke lige så interessante, men de vokser forhåbentligt. Pladens produktion er der ikke så meget at sige til, det er godt håndværk og undertegnede kunne savne lidt skrammel, støj og måske lidt mere kantet produktion. Pladen får 3 store stjerner .

Shaka Loveless: Shaka Loveless er ude på cd fra Universal Music DK den 1. oktober 2012