|
Peter K. A. Jensens Da mennesket blev menneske er en fascinerende gennemgang af menneskets historie fra menneskeaberne og helt frem til spørgsmålet om vores fremtid.
Nedstammer vi virkelig fra aberne? Hvordan opstod sprog? Kan menneskeheden opdeles i racer? Med andre ord: Hvad er det, der gør os til mennesker? Det er det spørgsmål, Peter K. A. Jensen prøver at besvare ved hjælp af blandt andet palæoantropologi, arkæologi, genetik og kulturhistorie.
Efter at have fastlagt det biologiske slægtskab mellem mennesket og primaterne, går Peter K. A. Jensen mere eller mindre kronologisk frem, og optegner udviklingen fra før-mennesker til nær-mennesker, med voksende hjerner, skrumpende tarme og evnen til at gå oprejst. Undervejs bliver læseren også klogere på de geologiske og klimamæssige forhold, der har spillet ind i evolutionen.
Hvor de første kapitler kan virke lidt tørre på en lægmand, bliver stoffet hele tiden mere levende og medgørligt. Beretningen om Homo Sapiens og ikke mindst deres kamp mod neandertalerne er meget fængslende, hvadenten det nu skyldes, at begreberne er mere alment kendte, beskrivelserne mindre spekulative eller simpelthen det tragisk medrivende i neandertalernes undergang.
Herfra bevæger vi os videre frem i historien, helt op til, hvad Peter K. A. Jensen kalder den "første civilisation": sumererne. Her støder vi på Gilgamesh-myten, en forløber for Biblens syndflodsfortælling, samt en mulig årsagsforklaring på denne: Tilsyneladende brød Middelhavet igennem ved Bosporusfloden for omkring 7.600 år siden, muligvis som følge af et jordskælv, hvilket resulterede i en stigning i vandspejlet med 110 m på blot to år.
Undervejs giver Peter K. A. Jensen også et fascinerende indblik i arkæologiens og palæoantropologiens udvikling. Især Europa har i perioder været fyldt med glade hobby-udgravere, som ofte ødelagde mere end de gavnede, men som vi omvendt kan takke for, at vi i Europa har udgravet langt flere fossiler end i resten af verden.
Udviklingen inden for forskellige videnskabelige retninger, samt de mange fejlagtige og usikre teorier, som flere retninger ender i, er også tankevækkende. Heriblandt finder man spørgsmålet om, hvorvidt mennesket kan deles op i racer, og det er ganske interessant at se, hvor mange videnskabelige teorier, der har været om netop race - og ikke mindst hvor mange racer de forskellige teorier mente at kunne tælle sig frem til.
Da mennesket blev menneske er en af de få bøger, der ikke blot er spændende, men som decideret beriger læseren. Man kan simpelthen mærke, hvordan man bliver klogere, mens man læser den - også selvom man måske ikke kan huske det hele bagefter. I den ånd er de mange flotte og pædagogiske grafer, illustrationer, tegninger og fotografier en uvurderlig hjælp for læseren.
Eneste anke er, at der ikke rigtigt er noget noteapparat eller nogen litteraturhenvisninger, hvis man skulle have lyst til at dykke dybere ned i enkelte områder, nu hvor interessen er blevet vakt. Det forekommer besynderligt i en bog, der ellers på alle måder virker så gennemført videnskabelig, selvom frygten formentlig har været, at bogen på den måde ville blive for tung til menigmand. Et forord, der fortæller, hvad der er nyt i forhold til de to tidligere udgaver af bogen, ville heller ikke have været af vejen.
Da mennesket blev menneske bør ligge under rigtigt mange juletræer (igen) i år. Omend man bør overveje hardcover-udgaven, fordi alle illustrationerne gør det til en rigtig lækker bog, og det går en lille smule tabt i paperbacken.
Peter K. A. Jensen: Da mennesket blev menneske
Gyldendal, 536 sider
ISBN: 9788702129649