Flere nyheder

 
Litteratur
Tid til hjemlig hygge

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Tid til hjemlig hygge
Ons. 24. okt. 2012


Efterår er andet end regn og rusk: Det er også tiden, hvor man for alvor rykker ind i køkkenet igen for at sylte, bage, simre og stege årstidens skønne råvarer i timevis. Det har Gitte Heidi Rasmussen og Inge Skovdal i den grad forstået med den flotte, indbydende kogebog Efterårsmad - der rusker og rykker.

Hvis man tror, at efterårsmad betyder tung mad, kogt sammen til uigenkendelighed, så vil allerede de første sider af Efterårsmad vise en, hvor grundigt man tager fejl. Efter et par lækre opskrifter på saft, te og andet godt til at give varmen, går det direkte videre til kategorierne ‘Småt og godt' og ‘Salater'. Her er der delikate godbider som ‘Kammuslinger med butterscotch, bacon og æblesalsa' og gedigne retter som den farvestrålende ‘Salat med græskar, linser og gedeost'.

Herefter kommer vi til hovedretterne, der er inddelt efter, hvorvidt de tilberedes på pande, i gryde eller i ovn. Vi kommer godt rundt i egnskøkkenerne fra en italiensk risotto med butternutsquash til en thaicurry med græskar, og der er gang i langtidsstegningen med en slow roast kylling (3 timer) og pulled pork (12-15 timer). Endelig er der nyfortolkninger af klassikere som ‘Osso buco i hvedeøl' og ‘Saltimbocca lavet på vildand'.

Dessertafdelingen lever ikke helt op til finessen i de andre afsnit men byder alligevel på lækkerier i form af forskelligt bagværk med sensommerens frugter: æbler, blommer og brombær, og der bliver også syltet en smule. En enkelt side med uhyggelige halloween-desserter bliver det da også til - vældig hyggeligt, men de står lidt alene, og man kunne godt ønske sig lidt flere halloween-opskrifter i de andre kategorier. Det er jo sæsonen for det. Til gengæld er der nogle opfindsomme brød som rødbede-baguettes og de fine små salvie-madelainer, der vil vække begejstring ved ethvert bord.


Generelt udmærker retterne sig ved, at man ikke skal købe 117 obskure ingredienser, som man aldrig kommer til at bruge igen, men niveauet er ikke for nybegyndere. Du forventes at have et juliennejern og en maidelaineform (eller i det mindste at vide, hvad de er, så du selv kan finde på en erstatning). Af og til kunne man godt ønske sig en mere udførlig vejledning, som når der i ovennævnte Salat med græskar står: "Bag dem [græskartern] i ovnen ved 200 grader, til de er møre". Her ville en omtrentlig tidsangivelse være til stor hjælp, når man prøver at time salaten med andre retter.

Det er Inge Skovdahl, der står for de smukke fotografier, der i høj grad er med til at sætte den gemytlige efterårsstemning med græskarlygter, visne blade og ikke mindst de heldige børn og voksne, der får lov til at sætte tænderne i de indbydende retter. Om det er forfatterne selv og deres famillier, fremgår ikke, men det giver bogen et fantastisk skær af hjemlig hygge, der understreges af de mange små forslag til navneskilte, bordpynt etc, der som regel er på et plan, hvor børnene kan være med til at lave dem. Og så er der retterne selv: smukt anrettede og fulde af farver udstråler de frisk, sprød velsmag.

Køb bogen hos saxo.com

Gitte Heidi Rasmussen og Inge Skovdal: Efterårsmad - der rusker og rykker
Gyldendals forlag, 175 sider
ISBN: 9788702131499