|
|
Oscarnomineret kvalitetstegnefilm for de lidt større børn af franske Jean-Loup Felicioli og Alain Gagnol. Filmen er den første i rækken af børnefilm præsenteret af Angel Films koncept RABALDER BIO.
Lille Zoé bor alene med sin kat Dino og sin mor, der er politibetjent og enke efter mordet på hendes mand. Mordet er begået af gangsteren Victor Costa, hvis store forbrydermål er at tilegne sig Kolossen af Narobi. Dino er en helt almindelig kælekat om dagen, men hver nat sniger han sig ud på hemmelige togter. En nat følger Zoé efter ham og opdager, at han hjælper klatre- og smykketyven Niko. Zoé overhører også ved et tilfælde gangsternes plan om, hvordan Kolossen af Narobi skal blive deres. Dertil kommer Zoés vamp af en barnepige, der viser sig ikke at være helt fin i kanten.
Der er hermed lagt op til forviklinger, spænding gys og endelig humor for at løsne lidt op, så det hele ikke bliver for uhyggeligt.
Stregen i tegningerne er kantede, enkle og dystre, hvor personernes skygger er med til at levendegøre personerne. Sceneriet foregår i det meste af filmen om natten på toppen af Paris´ maleriske bygninger med udsigt til Notre Dame og Sacré Coeur. Niko og Dino springer ubesværet fra tag til tag og fra gargoyl til gargoyl, når de ikke svæver højt over byen på en kran - alt sammen med til at øge spændingen.
Filmens handling understreges videre effektfuldt af den underliggende, men meget tydelige filmmusik, der spænder fra film noir jazz til svulstig klassisk musik. De danske stemmer fungerer godt, og her ville det have klædt distributørerne at afsløre, hvem de tilhører.
Det er ikke første gang, at tegnefilmskatte indtager Paris - allerede i 1970 mødte publikum en kattefamilie i Disneys musikspækkede klassiker Aristocats. I 2012 henvender kattefilmen sig primært til de lidt større børn, og advarslen om, at filmen frarådes børn under 7 år skal tages alvorligt. Det er ikke noget for de helt små. Dertil er handlingen for kompleks og uhyggelig. Til gengæld vil den målgruppe af børn, den er tiltænkt, have glæde af filmen og de vil blive udfordret af historien. Vi voksne kan også være med i vores medfølelse med Zoés mors kamp for at komme over sorgen over tabet af sin mand, samtidig med at hun skal have sit arbejdsliv og sin rolle som mor til at hænge sammen. At filmen springer lidt let hen over, hvordan den sympatiske klatretyv i sidste ende resocialiseres uden retsligt efterspil, skal man ikke tænke for meget over. Det er kunstnerisk frihed, der er tilladt i et tegnefilms- og børneunivers.
