|
|
Suveræne skuespilpræstationer løfter Emmet Feigenbergs iscenesættelse af denne berømte Bergmanklassiker til et tårnhøjt niveau. Den velkendte historie turneres med humor, drama og stort overskud af en gruppe begavede skuespillere, de ikke bør snyde dem selv for.
Ingmar Bergmann skrev Fanny og Alexander på et tidspunkt, hvor han var presset af en - uretmæssig - anklage om skattesnyd. Paradoksalt nok indeholder stykket en varm og afvæbnende komik i familiescenerne, og den grovkornede humor bæres igennem stykket af Gustav Adolf og Emma Ekdahl - helt suverænt spillet af hhv Michael Birkkjær og Bodil Jørgensen.
Humoren tjener selvfølgelig til at understrege de kvaliteter ved familielivet, der bliver det tabte og endeligt genvundne land for Fanny, Alexander og deres mor Emilie.
Bergmans familiesyn er dog ikke idylliserende. Mændene i familien - dvs Fanny og Alexanders far, samt onklerne Gustav Adolf og Carl - karakteriseres ved deres henholdsvise sentimentale blødhed, uhæmmet liderlighed og ynkeligt vredladne selvmedlidenhed. Ikke underligt at kvinderne alle - pånær Søs Egelinds stakkels tyske krage Lydia - udviser en selvstændig handlekraft når det gælder om at skabe et tilfredsstillende liv i det maskuline galehus familien Ekdahl også er.
Men det går galt for Emilie, der efter ægtemandens død i en blanding af erotisk tiltrækning og længsel efter åndelig renhed gifter sig med biskop Edvard Vergerus, hvis tugtende religiøse verdensopfattelse sænker børn og moder ned i et sandt helvede af afmagt.
Børnene undslipper ved hjælp af jøden Isak, og i et særpræget og svært aflæseligt dyk ned i den jødiske mysticisme, i hænderne på Sonja Richters Ismael, falder verden igen på plads, parallelt med at Emilie forgifter den despotiske biskop.
En af styrkerne ved stykket er - fra Bergmans side - at de voksendramatiske hændelser ses gennem deres børneøjne, og de rystelser som slår de voksne ud af kurs flår de to børns verden i stykker, her meget stærkt iscenesat i faderens dødsscene, hvor børnene står foran tæppet og omfavner hinanden mens moderen og farmoderen skriger deres sorg ud.
Kort sagt er iscenesættelsen af dramaet yderst vellykket, med en glidende overgang mellem scenerne og en fin betoning af de meget vekslende stemninger i stykket. Men det er først og fremmest skuespillerne der gør netop denne Bergmanopsætning helt suveræn. Henrik Kofoeds elskeligt sentimentale familiefader, Peter Gilsforts koleriske og ynkelige Carl, samt Ghita Nørbys Helena gør i sig selv stykket til en usædvanlig oplevelse.
Men over disse - og alle de andre - stråler to præstationer, nemlig Sofie Gråbøl med sin mangefacetterede fremstilling af Emilie, der fremstår som en nærværende men stadig gådefuld kvinde, der med al sin eksplicit udtrykte tvivl om sig selv og sit liv rummer en enorm styrke, der får mændene - og det Ekdahlske familieliv generelt - til at fremstå overfladisk og afskærmet fra livets rigdom af op- og nedture.
Den anden præstation der skal fremhæves er Jens Albinus, der med ganske sparsomme virkemidler - fingrene der kravler hen over den stakkels Alexander, da han skal belæres om sandhed og løgn - skaber en person, hvis dæmoni tiltager for hver scene han indgår i.
Alt i alt kan denne forestilling kun anbefales, og er forestiller man sig at Bergman er alt for tung og alvorlig til en 3 timers forestilling i efterårets evindelige mørke, så tro om igen. Man går opløftet derfra, og de mange sjove scener og replikker hænger ved som et stærkt, svensk værn mod kuldeskær tungsindighed.
Fanny og Alexander i Skuespilhuset 24. november - 22. december 2012.
