Flere nyheder

 
Musik
Julekoncert med Basix

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Julekoncert med Basix
Man. 17. dec. 2012


Den 13. december gav gruppen Basix julekoncert i Musikhuset Aarhus. Koncerten var en forlængelse af en juleturné i USA, som gruppen netop er kommet hjem fra. Da koncertprogrammet var blevet forberedt med amerikanske koncerter for øje, var de fleste af sangene på engelsk, men der havde dog alligevel sneget sig et par danske ind.

Herhjemme er Basix nok mest kendt for deres flotte andenplads i melodigrandprix 2001, men gruppen har efterhånden vundet 5 internationale priser og regnes som en sværvægter indenfor vokalmusikken.

Der har været flere udskiftninger i gruppen, men de seneste ca. fem år har gruppen bestået af Anders Ørsager, Niels Nørgaard, John Kjøller, Christoffer Brodersen, Peter Bach og Toke Wulf. Publikum kan tydeligt fornemme, at gruppens medlemmer stadig udvikler sig og modner sammen. Der bliver stadig flere numre som gruppen selv har skrevet og hermed færre coverversioner. Det er både godt og skidt. Skidt fordi det altid er interessant at høre hvad gruppen kan få ud af kendte sange. Godt fordi gruppens egne sange også er gode og fordi publikum ofte bliver præsenteret for baggrundshistorierne for de enkelte sange ved koncerterne.

Ved julekoncerten optrådte Basix med flere numre fra deres album, Christmastime fra 2005, men selv om det var en julekoncert, blev der også plads til numre fra albummet Diversity samt nogle helt nye numre fra 2012.

Stemningen i Musikhuset var høj fra første tone, både fordi koncerten blev optaget til brug for promovering af gruppen, men også fordi Basix er i tæt kontakt med sit publikum. Som publikum får man rigtig meget ud af at høre dem live, i forhold til 'bare' at lytte til musikken hjemme i stuen.

De seks medlemmer af Basix har en charme og en redelighed i deres fremtræden, der gør at man som publikum får del i sangernes indre personligheder, tanker og følelser. Man rives med og føler sig privilegeret over at opleve noget så intimt som en koncert med Basix.

Man bliver stadig imponeret over hvor meget lyd gruppen formår at frembringe uden brug af musikinstrumenter, hvor meget de er til stede på scenen overfor deres fans og hvor meget de brænder igennem hver gang de åbner munden.

Julekoncerten i Århus var en stor oplevelse, hvor halvdelen af oplevelsen bestod af musikken og den anden halvdel af gruppens performance på scenen.

Basix i Musikhuset i Aarhus den 13. december 2012.