Günter Grass' "Bliktrommen" er tilbage på Betty Nansen med Thure Lindhardt i rollen som den mærkværdige, lille Oskar, der trommer sig gennem årene før, under og efter anden verdenskrig.
Bliktrommen indledes med en grotesk fødselsscene, hvor Sonja Richter klemmer den fuldvoksne Thure Lindhardt, nødtørftigt gemt under de løftede skørter, ud gennem hænderne. Fuldt påklædt og med en ifølge eget udsagn fuldt udviklet forstand, stiller han sig op på scenen og fortæller sin historie, mens han prikker til fortællingens andre personer eller ligefrem "pauser" dem. Dybt subjektivt, utroværdigt og magisk.
To skelsættende begivenheder sker, da Oskar fylder tre år: Han får sin længe ventede bliktromme, og han beslutter sig for ikke at vokse længere. For at undgå spørgsmål, fingerer han et styrt ned af kældertrappen og gør derved sin formodede far, Matzerath, til syndebuk, hvorefter hans smukke mama kaster sig endnu mere uhæmmet i armene på sin polske fætter Jan, den anden formodede far.
Thure Lindhardt er fænomenal i rollen som det gamle barn, uskyldig og dæmonisk, enfoldig begejstret over sin tromme og besidderisk jaloux over for først moren og senere med teenagehormonerne boblende over for husholdersken Maria. Trommen er både hans trøst, flugt og magtmiddel, og når nogen prøver at tage den fra ham, tyer han til sit ultimative våben: Det skingre skrig, der knuser alt glas i nærheden.
Det barnlige i Thure Lindhardts mimik og kropssprog står i skærende kontrast til de særdeles voksne sætninger, der kommer ud af hans mund, og effekten er både morsom og hjælper samtidig med at skabe afstand til det sære væsen. Uden at have se Nikolaj Lie Kaas, der spillede samme rolle sidste år, er det svært at forestille sig, hvordan det kan gøres bedre.
Bliktrommen er Günter Grass og hele Tysklands opgør med nazismen, men hvor meget kan og skal nazi-spørgsmålet fylde på en dansk scene anno 2013? Katrine Wiedemann har valgt at nedtone det temmeligt meget, men alligevel spøger nazismen i baggrunden - mest som forstyrrende faktor, der forhindrer Oskar i at få nye trommer, men den hjælper ham også til at straffe sine to fædre for at stjæle hhv. mama og Maria.
Tilsammen tegner de et billede af Nazi-Tyskland: Mama, der ligesom byen Danzig lukker både tysken og polakken ind i sin seng, den forsmåede småborger Matzerath (Morten Staugaard), der oplever en ny respekt, da han i nazi-uniformen kan forføre Maria (Laura Bro), den ufrivillige polske frihedskæmper Jan (Mads M. Nielsen), den jødiske handlende (Jens Jacob Tychsen), og dværgen Bebra (Morten Eisner), der underholder soldaterne ved fronten. De fleste har i øvrigt flere roller, som de glider ubesværet ind og ud af, til tider endda med en ekstra pointe, som når Morten Eisner beholder dværgens klovneminke på, også som nazist.
Maja Ravn har stået for scenografien, der er lige så enkel som den er virkningsfuld: Scenen vendes om på siden, håndholdte pærer signalerer alt fra skabe til sminkespejle, og kæmpestole understreger lilleputternes lidenhed. Sammen med godt skuespil understreger scenografien den magiske realisme, der gennemsyrer hele stykket, og gør, at de 2½ time ikke føles alt for lange.
Bliktrommen kan opleves på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg frem til 2. februar.
