|
Horsens Ny Teater lagde gulvbrædder til, da det lille operaselskab Figaros bragte operetten "Farinelli" til live på ganske alternativ vis.
Forestillingen spilles af Figaros - Danmarks mindste operaselskab, som kun består af tre mænd. Når tre mænd skal klare en forestilling, som normalt har 21 solister samt en lang række af statister og et stort orkester, betyder det, at der skal tænkes meget kreativt! Resultatet er en både anderledes og meget folkelig forestilling.
Emil Reesen og Mogens Dam skabte i 1942 den meget populære operette Farinelli. Sangene i forestillingen er kendt af de fleste, ikke mindst Poul Bundgaards udgave af "Bordets glæder". Denne forestilling forholder sig meget frit til den oprindelige handling, som kun anes i glimt, men de kendte sange bliver publikum heldigvis ikke snydt for.
Handlingen er flyttet til et moderne tv-studie, hvor studieværten (Hans Dueholm) har fået at vide, at denne udsendelse er hans sidste chance for at vise, at han stadig dur til noget. Han skal lave noget moderne, noget ungt og noget med knald på. Problemet er bare, at aftenens gæst, Farinelli (Jakob Næslund), ikke ligefrem hører til den yngre generation, da han er næsten 300 år gammel, så det er ikke så nemt for værten at levere varen.
Ud over det oprindelige operette-oplæg er der lånt ideer fra tv-programmerne "Her er dit liv", "X-factor" og Brødrene Price. Der bliver også vist forskellige videosekvenser for at understøtte historien og forsøge at illudere, at der er flere medvirkende, end der rent faktisk er.
Resultatet er en meget morsom forestilling, der formår både at lave satire over tv programmer, der lefler for de unge, og hvor den ene talentløse person efter den anden udstilles til almindelig morskab for seerne, men også formår at præsentere opera- og operettegenren som noget morsomt og folkeligt frem for noget højkulturelt, kun for eliten.
Forestillingen er godt og opfindsomt skruet sammen, der er dynamik i handlingen, men der gives også plads til de kendte sange, som ikke bare skal jappes igennem, men skal betones, så publikum får tid til at lytte til ordene og opfatte deres betydning.
Alt i alt er Farinelli - der er intet under bæltestedet en rigtig underholdende forestilling med dygtige sangere, dejlige sange og mange sjove situationer.
Farinelli - der er intet under bæltestedet
Figaros på Horsens Ny Teater, 19. januar 2013.