|
|
(Foto: Thomas Cato Petersen)
En legende forestilling om frihed og magt iført sandaler, hvor selv en slave kan få lov til at sige fra og blive husket i historiebøgerne. En kamp om den gode og måske rigtige fortælling er indledt på Teater Får302s lille stueetagescene.
Publikum bliver budt hjerteligt velkommen af trioen Birgitte Prins, Morten Burian og Lars Topp Thomsen, som vil fortælle historien om Spartacus. Men hvem var han egentlig? Denne forestilling skulle efter sigende være baseret på virkelige hændelser, men som det første melder tvivlen sig hos skuespillerne, og dernæst på publikumsrækkerne. Hvem kender egentlig den rigtige historie om Spartacus' liv og ikke mindst død? Kampen sættes i gang:
Spartacus var en slave og gladiator, der under romernes undertrykkelse først og fremmest havde en drøm om at blive fri - og som en fjer bliver til 7 høns, var han pludselig en revolutionær frihedshelt med 70.000 undslupne slaver bag sig, kæmpende for og spejdende mod et alternativt samfund. Kunne Spartacus og hans følge nå dette mål uden at trampe på andres liv og værdier? Det er tvivlsomt!
I løbet af ca. 75 minutter bliver fortællingen leget frem af trioen, og netop denne leg er interessant, fordi vi ser tre personer, som hver især forsøger at fortælle historien på sin måde. Morten Burian, som den (magt)liderlige Crassus, skudt ud af Monty Pythons karaktergalleri, der søger mere magt og italesætter netop ønsket om at kontrollere, hvordan man bliver husket i historien. Birgitte Prins i rollen som den berettende Krixus, samt Crassus' husslave, som takker nej til en sexscene efter en fodmassages forspil, og endelig Lars Topp Thomsen ærligt og naivt som slaven Spartacus, der gik fra at være en ukendt slave til en frygtet gladiator-hærfører, for til sidst at ende som ukendt soldat i en massegrav.
I denne leg er der stor forskel på at spille slave eller hærfører. Publikum inddrages som de 70.000 slaver, som slutter sig til lejren på toppen af den endnu ikke udbrudte Vesuv. Efter Spartacus' brandtale, som var det en anden Hollywoodfilm, ønsker man næsten at udbryde et brøl, som denne hær ville have gjort, men dennes budskab når ikke helt ud ...eller ind.
Scenograf Lea Burrows har skabt et scenisk udtryk med de skrå brædder som middelhavshalvøen, fuld af forhindringer og umulige muligheder. En dejligt analog stil med arkitektlamper og farvekodede kostumeskift, som understreger denne fremmanende leg mellem de tre på scenen, samt Burian på guitar som dejlig underliggende og stemningssættende musik.
Netop denne leg eller kamp på scenen for at fortælle historien om Spartacus bliver interessant i Frede Guldbrandsens iscenesættelse, men Anna Bros fortælling i sig selv opnår desværre ikke aktualitet. Ønsket om at gå fra teatret med et: "JEG er Spartacus!" på læberne bliver erstattet af et "Hvem er Spartacus?"
Det er ikke, fordi teatret skal komme med en endegyldig sandhed - i dette tilfælde ser vi, at historien i høj grad afhænger af den, der beretter, og dette er netop det interessante. Undertegnede ser gerne holdet bag denne forestilling fortælle historier igen og igen, hvis bare det bliver gjort på denne måde, hvor scenen er som en kampplads, hvor alle kæmper for at komme til.
Jeg er Spartacus
Teater Får302
Se spilleplan
