|
|
(Foto: Karoline Tiara Lieberkind)
En lille pige dør. Alt for tidligt. De pårørende efterlades med den ultimative sorg. Hvordan rejser man sig og genfinder meningen med livet, når man én gang har oplevet, hvor nådesløst og uretfærdigt livets gang kan være? Skuespillet "En plads i mit hjerte" bringer essentielle tematikker i spil og rammer universelt lige i hjertet.
Siden sommeren 2009 har Teater Grob haft til huse på Nørrebrogade 37. Teateret har siden 2005 været ledet af Per Scheel-Krüger, Maja Ries og skuespiller Thomas Levin, der selv spiller hovedrollen i En plads i mit hjerte. Sammen arbejder trioen ud fra et mantra om at få ærlighed, ægthed og nærvær til at opstå på scenen. Deres vision er at skabe vedkommende forestillinger, der afspejler og perspektiverer vores samtid i et tilgængeligt sprog i øjenhøjde med publikum. Den ambition er i den grad ført ud i livet med publikums- og anmeldersuccesen En plads i mit hjerte, som efter en pause på godt 4 år nu er tilbage og løber frem til d. 25. april.
Tilfældets brutalitet
Publikum indfinder sig på deres pladser til smuk musik fra Efterklangs første album. Scenen er et velkendt 1:1 Ikea-hjem, hvor hver kvadratmeter er udnyttet optimalt; med køkken og stue i forgrunden og bad- og soveværelse på hver sin fløj i baggrunden. En tydeligt stresset Thomas Levin låser sig ind af høveddøren med en pose fra bageren i hånden. Med ét er vi i gang. Der er fuldkommen ro i salen. Klokken er lidt over syv. Fastelavnsmandag morgen. De næste fem dage (i realtid 80 minutter) er publikum inviteret indenfor i genkendelige, hjemlige rammer. En buket røde tulipaner visner undervejs, men ellers er de ydre rammer statiske og står næsten uhyggeligt uberørte hen, mens hjerterummet forfalder og forældreparrets eget fundament slår revner.
Den mandag morgen mister det unge par (Thomas Levin og Patricia Schumann) deres syvårige datter, Anne-Sofie, i en bilulykke. Anne-Sofies onkel (spillet af Dar Salim) sad bag rettet i bilen. Var det hans skyld? Eller skal skylden placeres hos den velmenende far, der lige nøjagtigt dén mandag var for presset til selv at køre sin datter i skole? Eller hos moren, der sov over sig?
Det uundgåelige spørgsmål om skyld har sat en kile imellem de tidligere så forelskede Sebastian og Signe. Parrets svoger, som må leve med at være den, der kørte bilen den skæbnesvangre mandag, mødes på én gang med had, vrede og et grundlæggende ønske om at tilgive. Man kan identificere sig med hvert eneste handlemønster i dagene op til datterens begravelse, og det skaber de bedste betingelser for empati og direkte indlevelse i personernes kamp for at komme tilbage til livet.
Skuespillet er i den grad troværdigt. Fællesfølelsen af afmagt når ud over Ikea-hjemmets dørtærskel og lammer hele salen. Særligt mindeværdig er Thomas Levins præstation som nedbrudt far, der ikke kan være i sig selv af sorg, og spiller sit ubehag med en sådan intensitet, at man føler sig ligeså ubekvem ved situationen som den unge præst, der ikke ved, hvad ben han skal stå på, i mødet med den krakelerede familie umiddelbart efter datterens død. Det er hjerteskærende og intenst. Væsentligt og vigtigt. Fem fuldt fortjente stjerner.
En plads i mit hjerte
Teater Grob
Se spilleplan
