Peter Adolphsens "År 9 efter loopet" er en absurd voksenudgave af "Palle alene i verden", hvor hovedpersonen Mark er det eneste menneske i en verden af levende døde, der alle bærer hans ansigt.
År 9 efter loopet indledes med en lang pseudovidenskabelig forklaring, der viser, hvordan en midtjysk solsort forårsager verdens undergang, da dens trille udløser en global lyd-tsunami:
"Denne enorme mur af lyd stammede fra neuronet i solsortehjernen og fandt derfor en helt
særlig resonans i alle andre levende væsners hjerneceller, en resonans der afstedkom en
bestemt fysisk forandring i alt organisk væv forbundet med de givne neuroner: Alle
levende væsner, eller rettere: Alle dyr med hjerneceller, selv den simpleste regnorm med
dens række af nerveceller, fra bladlus til blåhvaler og mennesker, fór ligesom sammen og
dukkede frem igen, nu som en typisk udgave af et individ af den pågældende art, en
standardversion, et gennemsnit, blot med en lidt glattere, umærkeligt gummiagtig, næsten
glinsende overflade."
Med et slag er alle levende væsener forvandlet til "loopere", væsener der bevæger sig i loops, som ikke kan bløde, og som hverken er rigtigt døde eller levende. Undtagelsen er Mark, der før katastrofen var så komplet gennemsnitlig, at han ligesom blev overset af forvandlingen. Af samme grund har alle de mandlige loopere, som han kalder dem, hans ansigt, mens alle kvindelige looper, kaldet looperetter, har det samme gennemsnitlige kvindeansigt.
Det lyder som et mareridt, men Mark har forstået at tilpasse sig. Han behøver ikke arbejde, men raider blot en butik eller et hjem, hver gang han har brug for noget. Når han keder sig, myrder og lemlæser han looperne med skydevåben og samuraisværd, og når han
er liderlig, finder han sig en looperette og bruger hende som levende lolitadukke, før han smider hende væk igen. Hvis ikke det var for den knugende ensomhed, der alligevel skinner gennem linjerne, lyder det næsten som enhver mands drøm.
Efter 9 år møder han den kvinde, looperetternes ansigt er modelleret over: Sushmita.
Besynderligt nok i forhold til narrationen er hun ingenlunde et gennemsnitsmenneske, men har en gudindes fremtoning (i hvert fald for Mark, der ikke har set en rigtig kvinde i 9 år) og en genial videnskabsmands hjerne, der er fast besluttet på at helbrede looperne og gøre dem til rigtige mennesker igen. På alle måder er Mark og Sushmita hinandens modsætninger, men eftersom Mark må formodes at være den sidste mand i verden, falder Sushmita alligevel for den småfede, halvskaldede, ildelugtende særling. Verden skal jo befolkes på ny.
Ideen om en verden på loop, som Peter Adolphsen beskriver i sin korte og kompakte roman, er meget fascinerende, og detaljerigdommen i Marks trøstesløse liv gør den verden så levende, at den næsten er til at tage og føle på. Dog beskrives Mark så koldt og distanceret, at vi aldrig rigtigt føler med ham, og det gør fortællingen en tand uvedkommende, uanset hvor fantasifuld den ellers er.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Peter Adolphsen: År 9 efter Loopet
86 sider, Samleren
ISBN:9788763826617
