|
|
(Foto: Rufus Didwiszus)
Det, der foregår på scenen i Aarhus Teaters "All My Dreams Come True", kan nærmest beskrives som - ubeskriveligt. Det går over alle grænser, og hvis det hele var med et stort grotesk glimt i øjet, var det meste af salen givetvis udvandret. "All My Dreams Come True" går over alle grænser på stort set alle områder, og det ender op med en historie med så mange facetter, at i al fald et par stykker vil ramme én.
Hvad der foregår på scenen, er ikke helt let at forklare. Christian Lollikes All My Dreams Come True er i to akter uden pause og godt for det. Første akt slæber sig af sted. To mennesker (Marie Louise Wille og Morten Burian) går, står og render på scenen og fortæller i bund og grund blot, at de er deprimerede. Ikke en dyb, sort depression, hvor livet er gået i baglås. Nej, blot smådeprimerede over deres lidt kedelige liv, som vist ikke er så skidt endda - de har blot mistet gnisten og ville ønske, at deres liv var et eventyr. Da vi endelig er nået gennem første akt, går vi direkte i gang med anden akt - og sikke en akt.
De vil have hver deres eventyr, og det får de. Problemet er bare, at eventyr som vi kender dem, ender med frasen "og de levede lykkeligt til deres dages ende" uden at gå i detaljer med, hvad prinsen og prinsessen får resten af deres dage til at gå med. Vi voksne ved selvfølgelig godt, at Snehvide og prinsen ligger og møller mindst fire gange om dagen, mens de er unge og nyforelskede, men når forelskelsen letter, og prinsen bliver nødt til at hellige sig rigets finanser, så kan Snehvide ikke gøre meget andet end at få sig et barn og så rende på diskotek og drikke sig en kæp i øret. Så meget for de lykkelige dage.
Meget simpelt, meget forudsigeligt og nok lidt tamt, hvis ikke det lige var, fordi dramatiseringen nu suppleres med to dværge, en spastiker i kørestol, en overvægtig kvinde og en mand på ca. to meter og tyve. Herfra er det mere eller mindre umuligt at beskrive, hvad der sker på scenen. Det er så grotesk, grænseoverskridende og langt ude, at vi bare må konstatere, at hele salen griner, græder, hulker og skriger hysterisk af grin, samtidig med at tæerne krummes helt ned i skosålerne.
All My Dreams Come True er grotesk, men den bliver også vedkommende, for det er også den simple historie om to mennesker, der mangler det i livet, det man ikke kan sætte ord på, men ved, hvis man mangler det, og ved, hvis man har det. Der kommer selvfølgelig ikke et svar på, hvordan man får det ind i livet, men man går ud af salen med overvejelser kørende i baghovedet, om man nu selv har det i livet. Derfor er All My Dreams Come True værd at se.
All My Dreams Come True
Aarhus Teater
Spilleplan
