Flere nyheder

 
Teater
Rødgrød med klaphat

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rødgrød med klaphat
Man. 9. sep. 2013


(Foto: Christian Geisnæs)

"Hotel Nelson" på Teater Grob udforsker danskheden og forholder sig satirisk til vores navlebeskuende higen efter "noget mere end" en leverpostejsfarvet tilværelse.

Hvad er danskhed? Rødgrød med fløde? Røde pøller, Dannebrog og klaphat? Hvad vil det egentlig sige at være dansk?
Hotel Nelson er det første af seks delkomponenter, der tilsammen udgør et vidt gribende teaterprojekt om danskhed i en større kontekst. Projektet bærer titlen "Det 6. kontinent" og gennemføres hen over tre sæsoner, som kulminerer i et rødt/hvidt sammensurium ultimo september 2017, hvor alle seks komponenter opføres som én sammenhængende forestilling på Aarhus Teater i forbindelse med Aarhus' værtsrolle som Europæisk Kulturby.

Den kloge Kierkegaard mente, at mængden er dum og let at manipulere, og at vi har større potentiale for at nå frem til meningen med livet som enkeltindivider. Forestillingen her vidner om, at vi danskere nu også er temmelig håbløse som individer. Vi higer efter lykke. Og bliver ved med at lede, lige meget om vi har fundet den eller ej.

Hotel Nelson tager afsæt i seks danskere, der tjekker ind på et hotel i Sydafrika. Ved første øjekast har den intellektuelle evolutionsprofessor Frank ikke meget til fælles med den fodformede folkeskolelærer Anders - ligesom den sorgløse freelancejournalist Maria, der har rapporteret fra det meste af verden og haft sex med det halve af Kødbyen, heller ikke umiddelbart sorterer under samme kultursegment som den pensionerede psykolog Birgitte, der higer efter at blive begæret af en mand. Men efterhånden som publikum tjekker med ind på hotellet og får lejlighed til at lære de forskellige hotelgæster bedre at kende, står det klart, at de måske slet ikke er så forskellige endda.

Stykket beskrives som en eksistentiel komedie og kredser om individer, som på hver deres måde er drevet af en trang til at genfinde sig selv og ræsonnere sig frem til en form for mening med det hele. For folkeskolelæreren Anders, der elsker sin kone og sønnen Mads, ligger meningen med livet ligefor. For ham er det ikke spor komplekst; så længe der er TV2 på stereoanlægget og uanede mængder bananyoghurt på hotellets all-you-can-eat morgenmadsbuffet, så er lykken gjort. Desværre for Anders ser hans kone, Sophie, ikke på tilværelsen med samme evige entusiasme. Og ligesom den intellektuelle Frank, der sidder ubehjælpeligt fast i minderne om sin elskede, afdøde kone, sidder Anders også fast i et ægteskab, der for længst er dødt.

Navlebeskuende adfærd og eksistentialistiske kvaler er umiddelbart svære at forene med noget af særlig komisk karakter. Selvom der er alvorlige emner som liv og død og meningen med livet på dagsordenen, klukker salen alligevel af grin, når Helle Dolleris i rollen som Sophie kastrerer sin elskelige mand verbalt. Ud fra samme princip som den ærkedanske revygenre appellerer Hotel Nelson alligevel til publikums humoristiske sans; det er sjovt, fordi vi kan genkende noget af os selv i det skrækkelige fruentimmer - eller i den vattede mand Anders (Ole Boisen), der fluks siger "undskyld", selvom han burde tage helt andre dele af sit vokabularium i brug over for sin dominerende kone.

Hotel Nelson indrammer nogle grundlæggende vaner, som vi har til fælles i vores lille andedam. Man kan ikke undgå at trække på smilebåndet undervejs, selvom det til tider er voldsomt karikeret.

Hotel Nelson
Teater Grob
Se spilleplan