|
|
(Foto: Maiken Norup)
"Det springende punkt" på Teatret ved Sorte Hest er en smuk og opløftende hyldest til Inger Christensens digte. Alene på scenen legemliggør Karen-Lise Mynster digtene med en indlevelse og intensitet, der gør stykket til en af årets største teateroplevelser.
Forestillingen Det springende punkt indledes med den berømte prolog fra Inger Christensens gennembrud, digtsamlingen Det:
"Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet og mere. Bliver nyt. Noget nyt. Noget stadig mere nyt. Bliver i næste nu så nyt som det nu kan blive. Fører sig frem. Flanerer. Berører, berøres. Indfanger løst materiale. Vokser sig større og større."
Og som sagt så gjort, også i forestillingen, hvor brudstykker fra Inger Christensens digtsamlinger Lys (1962), Græs (1963), Det (1969) og Alfabet (1981) vokser sig større og på elegant vis væves sammen til en fortælling om kærlighed og sindssyge. Vores hovedperson befinder sig på en psykiatrisk afdeling, der omtales som Paradis, hvor lægerne er gale, umenneskelige og blinde for patienternes visioner for en bedre verden. Herfra digter patienten sig til en anden, kærligere verden, et ægte paradis midt i det falske, og udvikler sin egen skabelsesberetning, der starter med det sand, patienterne skal tisse i på anstalten.
På scenen står Karen-Lise Mynster i rollen som patient-digteren, og hun synger, taler, skriger og lever Inger Christensens ord, så enhver anden digter må være misundelig. Hendes hvileløse og til tider ganske akrobatiske sceneoptræden understreger på fin vis ordenes uopsættelighed. Godt understøttet i øvrigt af Henriette Groths glimrende lydspor.
Camilla Bjørnvad har stået for scenografien, hvor scenen vha. lys og video ubemærket skifter fra gade og anstalt til billedramme og kalejdoskop. Mest effektfuldt er et hvidt garnnøgle, som Karen-Lise Mynster vikler hele scenen ind i. Så legende og eventyrligt det virker, da hun sætter snoren op, lige så klaustrofobisk bliver det, da hun efterfølgende prøver at bevæge sig på den indsnørede scene. Da lyset skifter, bliver det bløde garn forvandlet til en pigtråd, der afskærer hende fra sine medpatienter og den kærlighed og smerte, hun ønsker at dele med dem.
Inger Christensens udødelige ord såvel som Karen-Lise Mynsters overvældende skuespil gør Det springende punkt til en sand fornøjelse. Stykket varer ca. 5 kvarter.
Det springende punkt
Teatret ved Sorte Hest
Se spillepan
