|
|
Sidste torsdag og fredag i september lagde kunstmuseet Louisiana koncertsal og dertil opstillet dansegulv til en vaskeægte flamencooptræden. Sang, klappen, guitarspil og dans flettede sig ind imellem hinanden i et autentisk show; så autentisk, at selv præsentation af kunstnere og kompositioner var på spansk.
Tilbage i 70'ernes mere autentiske Turist-spanien kunne man få sådan nogle legendariske postkort af en flamencodanserinde, hvor kjolen stak ud af kortet i 3D. Den kødelige, nutidige version af denne danserinde havde Louisiana og Den Spanske Ambassade i Københavns Kulturafdeling sat på gulvet i Louisianas koncertsal i tre forskellige, smægtende "bailas" - et af de i alt fire grundelementer i den spanske flamenco. Baile betyder dans, og sammen med sang (cante), guitarspil (toque) og klappen (palmas) udgør det den kunstart, som UNESCO for tre år siden erklærede et Masterpiece of the Oral and Intangible Heritage of Humanity.
Når man sidder på det smukke Louisiana, hvor senseptembersolen netop har sænket sig bag panoramavinduerne, forstår man, hvorfor flamencoen kaldes et mesterværk: de fem unge kunstnere, Francisco José Arcángel Ramos (cante), Daniel Méndez (toque), tvillingerne "Los Mellis" (palmas) samt Patricia Guerrero (baile), har aldrig udøvet andet end flamencoen; de lever og ånder den i stedet for at opføre den mekanisk. Arcángel debuterede som 10-årig, Daniel Méndez har spillet sammen med Paco de Lucia, og Patricia Guerrero er tilmed filmstjerne i den seneste flamencofilm af Carlos Saura.
Når Daniel Méndez stemmer sin guitar mellem de enkelte seancer, orienterer han sig efter akkorder, og han har udtalt, at kunsten at spille Morónguitar, som er den særlige, sydspanske udgave, han bedriver, opkaldt efter flamencobyen Morón de la Frontera, ligger deri, at man fokuserer på basisstrengene og dertil koncentrerer sig om at "røre ved strengene", ikke "spille dem".
Og hvor har han ret. En flamencokoncert er ikke noget, der som sådan "spilles". Der eksisterer ikke noget program, for der eksisterer ikke sange. I flamenco taler man om rytmiske cykler i en såkaldt "palo", der lettest kan oversættes til en "stolpe". Denne palo igangsættes af en af musikerne, og på Louisiana var det typisk guitaristen, Dani de Morón, som indledte hver seance. Her havde vi altså denne aftens virkelige stjerne, og trods en uforståelig, indledende nervøsitet hos ham fik hele truppen med denne fabelagtige, indlevende guitarist i spidsen afleveret et dybt gribende show i mol og fuld af denne maskuline, lidende, påtrængende, insisterende aggression. Ja, adjektiverne har ingen ende.
De blærede sig, gjorde de. Rytmecyklerne i de valgte seancer var af de svære 12-slagsrytmer, som er næsten umulige for lægmand at klappe, selvom de unisone tvillinger i deres akkompagnerende palmos fik det til at lyde som en leg. Arcángels præcise intonation og skærende, arabiskklingende stemme fraserede, så det skar i rygraden som en gaffel hen over den tomme tallerken.
Og til slut - flamencodanserinden. I de helt rigtige kjoler med de helt rigtige flæser og det allerstørste slæb, det rette sjal med frynser og naturligvis danserens instrument: de sømbesatte sko, der fløj over scenen, så man ind imellem frygtede, at danserinden ville gøre det samme. Men nej; bevægelserne var stilsikre og stålsatte. Ganske som hendes stumme kusine fra postkortet.
Flamencostjerner
Louisiana 27. september 2013
