|
|
Århus Teater genopsætter den succesfulde forestilling "Brødrene Løvehjerte". For alle os, der elskede Ole Hellboms film fra 1977, er det et gensyn, der lægger sig meget tæt op af den originale fortælling, selv om der er digtet en lille sidehistorie eller to indover for ikke bare at lave en fuldstændig kopi af filmen.
Forestillingen anbefales til børn fra seks år og op, og det er der en god grund til, da forestillingen indeholder flere drabelige scener, som bestemt ikke er for små børn.
Scenografien er fantastisk og brugen af drejescenen til at illudere forskellige steder i Nangijala samt illustrere, hvordan skuespillerne gemmer sig i klippehuler og kæmper mod soldater, er virkelig godt udtænkt. De glimt, man får af dragen Katla, er næsten mere uhyggelige, end hvis man havde forsøgt at lave et stort dragemonster i hel figur. Det eneste der er lidt kikset, er de duer, der er lavet til forestillingen. De er ikke særlig troværdigt udført.
Til denne forestilling er der trukket på de helt store stjerner på Århus Teater. Det er første gang, denne anmelder har set Jens Zacho Böye og Niels Ellegaard i roller, hvor de er decideret onde, som henholdsvis Tengil og Jossi. Især Niels Ellegaards skift mellem det joviale og det gemene er imponerende. Bue Wandahl gør det som sædvanligt rigtigt godt i rollen som den handlekraftige Orvar. Stor respekt til Jesper Dupont, som formår at forene det løsslupne, drengede og det farlige, krigeriske i sin rolle som Hubert. Kim Veisgaard klarer fint rollen som Mattias, men spiller ikke med den indre styrke, man kunne have forventet af rollen. Sicilia Gadborg som Sofia giver heller ikke rollen en så stærk karakter, som kunne forventes; hun er trods alt lederen af frihedsbevægelsen i Kirsebærdalen.
Hovedrollerne som Jonatan og Karl (Tvebak) Løvehjerte spilles af Jakob Madsen Kvols og Frederik Ømann. De to underspiller meget for at illustrere, at når broderkærligheden er der, er det ikke nødvendigt med så mange ord. Ved at bruge enkle midler på scenen bliver den følelsesmæssige indvirkning så meget større hos publikum. Dette ses stærkest, da Jonathans lærerinde skal holde tale for ham ved hans begravelse. Det er også her, navnet Løvehjerte introduceres, og der var ikke mange blandt publikum, der ikke fik tårer i øjnene over lærerindens tale.
I den første scene, hvor drengene taler om, at Tvebak snart skal dø, ville det være klædeligt, at der blev taget noget fart af dialogen. Tvebak spørger Jonatan, om han godt ved, at han (Tvebak) snart skal dø. Det er så meningen, at Jonathan skal tage en dyb indånding mens han overvejer, hvad han skal svare lillebroren, og hvordan han skal skåne ham bedst muligt. Jonathan skal ikke svare "ja, det ved jeg godt" et splitsekund efter, at Tvebak har spurgt.
I Nangijala er der indlagt en lille romance mellem Jonathan og Sofie. På et tidspunkt skubber Jonathan temmelig brutalt Tvebak til side for at være sammen med Sofie. Den scene gjorde rigtigt ondt at se på, og det virker lidt mærkeligt, at man har valgt at inkludere en romance, der kun er en del af 1. akt, og som man overhovedet ikke beskæftiger sig med i anden akt.
Brødrene Løvehjerte er en fantastisk historie, og forestillingen på Århus Teater er meget tro over for den oprindelige historie. Har man elsket filmen, vil man også elske forestillingen.
Brødrene Løvehjerte
Århus Teater
Se spilleplan
