|
|
(Foto: Costin Radu)
"Napoli" er en klassiker for den kongelige ballet, men der er ikke noget støv på balletmester Nikolaj Hübbe og Sorella Englunds Fellini-inspirerede version.
Det var opførelse nr. 866 af August Bournonvilles Napoli på Det Kongelige Teater siden den første opførelse i 1842, men det var også repremiere på Sorella Englund og balletmester Nikolaj Hübbes bearbejdning af klassikeren fra 2009. Handlingen er ført op til 1950-erne i en Fellini-inspireret scenografi af Maja Ravn, og ved denne repremiere er dette modigt gennemført til 3. akt, som balletmesteren havde været nølende ved at ændre radikalt. Nu er skridtet taget fuldt ud, og det er blevet til en festlig og helstøbt forestilling.
Første akt beskriver folkelivet i Napoli, og især bifigurerne er morsomme. De er på hele tiden, uanset hvor på scenen de befinder sig. Jean-Lucien Massot er Limonadehandleren, der på den ene side gør kur til den skønne Teresina, og på den anden side uden blusel muntrer sig med de letlevende damer. Også frisøren er uovertruffen. Det var denne aften Mette Bødtcher, og hun har et komisk talent, der vil noget. Lidt drikfældig er hun og hele tiden optaget af sine medmenneskers ve og vel og især deres frisure. Hjerteskærende er Poul Erik Hesselkilde som den syngende transvestit, Pascarillo.
Ballettens anden akt, der foregår i den blå grotte, er fra gammel tid af onde tunger blevet kaldt Brønnum-akten, fordi mange valgte at få en lille én i stedet for at kede sig i teatret. Brønnum er for længst lukket, og Hübbe har moderniseret akten, så man ikke har den mindste lyst til at gå glip af den. Med ny musik af Louise Alenius, med hviskende najader og elektroniske lyde i hele teaterrummet og ikke kun fra orkestergraven, bliver vi som publikum taget med under vandet med den skibbrudne Teresina, hvis møde med Havånden Golfo er lige ved at blive skæbnesvangert. Han vækker lyster i hende, som hun ikke har kendt til, og som er ved at få overtaget. Golfo blev på premiereaftenen danset af Benjamin Buza, og man forstår godt Teresina, for han er både farlig, dragende og sexet.
Det er dog en Bournonville-ballet, så selvfølgelig genvinder Teresina fornuften, og kærligheden til hendes elskede Gennaro sejrer. Han får reddet hende tilbage til land, og begravelse forvandler sig til bryllup og stor fest.
Det var i den grad en fest med uforfalsket danseglæde, som den Kongelige Ballet leverede. Det var et sammendanset og veloplagt kompagni med herrerne i stramme sorte jeans og pigerne i Audrey Hepburn-kjoler i pastelfarver.
Alban Lendorf og Alexandra Lo Sardo dansede hovedpartierne på repremiereaftenen, og de klædte hinanden fortrinligt.
Det er et fantastisk vellykket og modigt sats, balletmester Nikolaj Hübbe har gjort ved at flytte handlingen i tid og ved at skære lidt i folkelivet. Vi kommer mere ind til benet, samtidig med at den lette og muntre stemning holder sig.
Napoli
Det Kongelige Teater, Gl. Scene
Se spilleplan
Koreografi: Sorella Englund & Nikolaj Hübbe efter August Bournonville
Musik: Edward Helsted, H.S. Paulli & H.C. Lumbye og Louise Alenius (2. akt)
Scenografi og kostumer: Maja Ravn
Lysdesign: Mikki Kunttu
