|
|
(Foto: Thomas Petri)
Kunst, kærlighed, jalousi og sindssyge - der er masser af gods i trekantsdramaet om Marie Krøyer, hendes mand og hendes elsker i Folketeatrets "Krøyers yderste nat", omend karaktererne kunne være trukket skarpere op.
Det er juleaften i Skagen. Den berømte maler P.S. Krøyer er indlagt på et sindssygehospital, så hans kone Marie fejrer julen med sin elsker, komponisten Hugo Alfvén. Pludselig står Krøyer dog i døren, og herfra tager den ellers så romantiske aften en både akavet og dramatisk drejning.
Der er masser af drama i fortællingen om Marie Krøyer og hendes to mænd. Udover selve kærlighedsdramaet er der Maries bitterhed over sin egen forliste kunstnerkarriere, mens hun agerer muse for hhv. den opstigende stjerne og den etablerede kunstner. Der er de to rivalers kamp om både musen og berømmelsen; der er Maries jalousi over Alfvéns andre kvinder; der er Krøyers kamp mod sindssygen, og der er Marie og Krøyers fallerede forhold til datteren Vibeke.
Preben Kristensen er glimrende i rollen som den ustabile, men udspekulerede Krøyer, der ikke er for fin til at ofre både Maries, Hugos og sine egne hemmeligheder i kampen for at beholde Marie. Sindssygen skinner ikke meget igennem Kristensens Krøyer, men desperationen og kampgejsten er ikke til at tage fejl af.
Mindre gejst er der til gengæld i Kenneth M. Christensens Hugo Alfvén. Af en notorisk kvindebedårer at være virker han forbavsende tam og karakterløs. Hvor Krøyer sprudler verbalt, er der ikke meget at komme efter for Alfvén i Vivian Nielsens manuskript, og det er svært at se, hvordan Marie kan vakle mellem ham og sin ulige mere karismatiske ægtemand.
På trods heraf leverer Majbritt Saerens en fin præstation som Marie, der er splittet mellem fornuften, pligten, ansvaret og borgerskabets moral på den ene side og kunsten, temperamentet, kærligheden og seksualiteten på den anden. I både tøj, tale og væsen springer hun frem og tilbage mellem de to roller og er måske selv den, der er mest frustreret over sin manglende evne til at træffe et valg.
Carsten Burke Kristensen har stået for scenografien, der med enkle midler henfører tilskueren til en vinternat i Skagen: både bølgerne og nattehimlen anes uden for glasdørene, hvor de forsmåede elskere på skift står og lytter til rivalens kærlighedserklæringer. En fin detalje er de mange lærreder og flyglet, der ikke blot er rekvisitter, men indarbejdet aktivt i fortællingen.
Alt i alt er Krøyers yderste nat en underholdende forestilling, der holder et fint tempo, mens den reflekterer over både kunst og kærlighed - på godt og ondt.
Krøyers yderste nat
Folketeatret
Se spilleplan
