(Foto: Egil Barclay Høgenni Hansen)
I Lee Halls monolog på Teater FÅR302, "Spoonface Steinberg", får publikum lov til at se verden gennem et autistisk barns øjne. Tine Gotthelf spiller rollen som Spoonface med en betagende intensitet, men desværre taber fortællingen både fokus og pusten undervejs.
Lille Spoonface kommer til verden med et kuglerundt ansigt, hvilket er grunden til hendes lettere usædvanlige fornavn. Det viser sig, at hun er autist, og snart falder kernefamilien fra hinanden i alkoholisme og gensidige bebrejdelser. De får dog helt andre bekymringer, da det viser sig, at det ikke er det eneste, Spoonface fejler.
Hele beretningen leveres af den 8-årige Spoonface, spillet af Tine Gotthelf, i form af en lang monolog. Hendes hektiske formuleringer bærer præg af det lille barns forsøg på at genfortælle noget, hun ikke helt har forstået, iblandet voksne fraser, hun har overhørt. Det fungerer utroligt godt - især fordi Tine Gotthelf på overbevisende vis formår at iklæde sig et lille barns kropssprog, stemmeføring og ikke mindst mimik. I den sammenhæng skal Peter Dupont Weiss også roses for en oversættelse, der i den grad giver plads til et autentisk, ivrigt-snublende barnesprog.
På alle måder er Gotthelfs præstation en sand tour-de-force, fyldt med naiv intensitet, og derfor er det en skam, at stykket mister fokus og fortaber sig i beretninger fra kz-lejre i stedet for at holde fast i autistens personlige fortælling. Det er tydeligt, at Lee Hall holder af sin egen pointe om, at skønhed kan findes i det allermest sørgelige og forfærdelige - såsom i Spoonfaces triste operaer eller de uhyggelige kz-skildringer - men passagerne er desværre for lange, og stykket lider herunder.
Til gengæld supplerer den gentagne inddragelse af opera, både ideen om opera samt uddrag af forskellige operaer undervejs i stykket, rigtigt godt. Det giver en varme i det ellers meget nøgne scenebillede, ligesom det tilføjer en skønhed til Spoonfaces kolde verden. De få ting, der indgår i scenografien, fungerer i det hele taget meget godt - især tallene, som Spoonface manisk skriver ud over scenen - og lysene, der tændes og slukkes bag et forhæng, mens Spoonface fortæller om de gnister, der findes i folk.
Spoonface Steinberg giver et fint indblik i, hvordan et barn oplever verden, ikke mindst en lille pige, der er "særlig" og "modig"; og den minder også om, at børn hører og forstår meget mere, end de voksne er bevidste om - også selvom barnet er "stakkels" og "tilbagestående". På den måde er det et tankevækkende stykke, også selvom det mister pusten, da fokus forsvinder fra Spoonfaces historie.
Spoonface Steinberg
Teater Får302
Se spilleplan
