Mandsdomineret teatervirkelighed. Censur. Identitetskrise, fordi kunstneres kunstneriske udtryk forsøges undertrykt, enten af samarbejdspartnere eller værre: af selvcensuren. Det er emnerne, som Astrid Saalbach har ladet sig bide af en gal klapperslange for at få bragt op til overfladen i sin nye roman.
Censuren kryber helt ind under huden på hovedpersonen selv, Astrid Saalbach, i den fine, lille roman Klapperslangen, hvor hun på allersidste side undsiger sit revolutionære jeg, da hun træder ind i taxaen hjem efter ophold i kunstnerrefugium i USA. "Dig vil jeg ikke have med," siger hun til den del af sin person, der har forsøgt at kæmpe mod vindmøller i processen med at få antaget og opført sit seneste teaterstykke, Frisørerne.
Stykket Frisørerne har været bestillingsarbejde med tilhørende kontrakt, og alligevel får dramatikeren ikke lov at udøve sit yrke som kunstner. I Danmark vil teaterdirektøren ikke acceptere stykket som endeligt, men vil have indflydelse herpå som "diskussionsoplæg", og i Sverige er de skræmte over de (hinsidan) politisk ukorrekte morsomheder, der er direkte knyttet til forestillingen om køn. Køn er i Sverige en uskønhed, der skal udviskes.
Vindmøllerne tæller også det pekuniære spørgsmål om betaling af honorar som aftalt. En kamp, der til slut medfører trusler om eksklusion fra agentbureauet og dermed reelt benspænd for yderligere arbejde til Astrid Saalbach. Hun er oppe imod testosteronstinkende magtcentrummer og et skræmmende lille antal dramaturgiske meningsdannere, så det i sidste ende bliver de få, dybe stemmer, der bestemmer, hvor det kunstneriske skab skal stå.
Hvem ejer kunstnerens værk?, og hvorfor bedrives der censur/selvcensur? - det er de interessante spørgsmål, romanen Klapperslangen stiller. Historien folder sig ud i to scenarier: Astrid Saalbach som kunstneroffer i tredjepersonsfortællingen om rammerne for antagelsen og opførelsen af Frisørerne samt den mere indre, dæmoniske kamp i jeg-fortælling fra kunstnerens (Astrid Saalbach) egen mund, mens hun er på et alt andet end afslappet refugieophold sammen med ikke-ligesindede kunstnere i USA.
Klapperslangen er som altid fra Saalbachs hånd godt skrevet og et relevant indlæg i debatten om smagsdommeriet, men man sidder også tilbage og tænker på kunstens institutionalisering hele vejen fra Bachs tid som organist, Händels bestillingsarbejde til det engelske hof og de mange, berømte malere, der levede af portrætmaleri til velhavere. Måske er det i grunden et moderne begreb, at kunstneren ejer - og bør eje - værket, og når man har en nationalscene, skal der vel redigeres i udtrykket? Spørgsmålet kunne så være af hvem og på hvilken baggrund?
Astrid Saalbach: Klapperslangen
Gyldendal, 192 sider
ISBN-13: 9788702162042
